Grupperabat på 1. klasse

Grupperabat på 1. klasse

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
07. april 2011 kl. 13:34

Vær effektiv og spar penge sammen med kollegerne på DSB 1’

Der er penge at spare, hvis man er flere, der rejser sammen på DSB 1'. Nu er det muligt at få grupperabat på 20 pct., hvis man er mindst tre personer, der rejser sammen.

»DSB Minigruppe er et godt tilbud til alle, der rejser sammen som gruppe på DSB 1'. Skal et hold ansatte f.eks. på seminar, eller skal flere af virksomhedens medarbejdere på forretningsrejse med toget, er der store økonomiske fordele ved at vælge minigruppe-billetten,« siger salgsdirektør i DSB, Anne-Lise Bach Sørensen. Minigruppebilletten kan i første omgang købes i billetsalg og billetbutikker på stationen og på 70 13 14 15 og på dsb.dk henover sommeren.

En gennemgang af DSB’s salgsstatistikker viser, at 25 pct. af dem, som rejser på DSB 1' mellem København og Århus eller omvendt, rejser sammen med andre. Heraf rejser omtrent 15 pct. af dem, der rejser sammen som en gruppe på tre eller flere personer. DSB giver 20 pct. rabat på billetten, når der er mindst tre personer og maksimum syv personer, som rejser sammen, hvis de vælger Minigruppe på DSB 1’.

»Vi ved, der er mange, som rejser sammen på DSB 1’, og dem vil vi gerne fortælle, at der er penge at spare med Minigruppe, men vi vil også gerne have flere bilister til at se fordelene ved toget. Rejser fire personer sammen mellem Aarhus og København svarer rabatten til 436 kr. Og i toget er der gode muligheder for at være effektiv på farten med fri netforbindelse. Man kan også holde møde undervejs eller bare vælge at bruge rejsen til at slappe af og lade sig servicere af personalet om bord,« siger Anne-Lise Bach Sørensen. Rejser man på DSB 1', får man alle fordelene som fri forplejning undervejs med kaffe, te, kildevand morgenmad eller sandwich/snacks, fri internet, aviser og magasiner.

Hun forklarer, at alle rejser på DSB 1’ giver adgang til de tre lounger i København, Århus og Odense – både før og efter rejsen. I DSB 1' Lounge er der ligeledes mulighed for at forberede sig til møder, arbejde uforstyrret eller slappe af med et udvalg af dagens aviser og erhvervsmagasiner og få serveret friskmalet kaffe, kildevand, frugt og eksklusiv chokolade.

For at rejse på DSB 1' minigruppe skal man købe en pladsbillet, så gruppen er sikker på at få en siddeplads sammen.


Priseksempler
Fire personer sparer på en tur Aarhus - København 436 kr. - (normalpris DSB 1' billet ved fire personer 2.220 kr. og DSB 1' minigruppe 1.784 kr.) man sparer 436 kr.

Tre personer sparer på en tur Odense - København 240 kr.
(normalpris DSB 1' billet ved tre personer 1.200 kr. DSB 1' minigruppe 960 kr). I sparer 240 kr.

I første omgang kan DSB 1' minigruppe købes i billetsalg og billetbutikker på stationen og på 70 13 14 15.