Grønt look til IC3
Grønt look til IC3
Grønt er godt for øjnene. Men dét er ikke forklaringen på, hvorfor der i øjeblikket suser grønne IC3-tog rundt på de danske jernbaner. Derimod skal forklaringen findes hos DSB Koncernmarketing, der står bag initiativet med de grønne tog.
»Vi bruger de grønne tog som medie til at fortælle omverdenen, at toget har en klar miljøfordel i forhold til bilen. Desuden håber vi på, at de grønne tog også kan gøre potentielle kunder opmærksomme på, at de kan udnytte tiden langt bedre i toget i forhold til andre transportmidler,« siger Morten Bo Berthelsen, der er marketingchef i DSB.
Toget med samfundsrolle
I alt skal tre IC3-togsæt udsmykkes med den grønne folie. Også to S-tog skal en tur på værksted og ændre udseende fra rødt til grønt.
»Med de grønne togsæt gør vi opmærksomme på, at toget påtager sig en vigtig samfundsrolle og er med til at tage ansvar for miljøet. Toget bringer folk sammen på en god og samvittighedsfuld måde,« forklarer Morten Bo Berthelsen.
Miljøfakta om toget
Af de transportmidler, der benytter el, benzin eller diesel, er toget blandt de mindst forurenende. På DSB's hjemmeside kan man se en række sammenligninger mellem de forskellige transportformer – og få bekræftet, at selv en enkelt tur med tog i stedet for bil gør en forskel formiljøet. De følgende beregninger bygger på den forudsætning, at der sidder én person i bilen.
- På en rejse fra Århus til København bruger du mere end 3 gange så megen energi med bilen, som du gør med tog
- Du bruger 10 gange mere energi på en tur i bil, end du gør med S-tog
- Hvis alle S-togenes passagerer kørte i hver deres bil, ville der dagligt blive brugt ca. 365.000 liter mere benzin
Tog kan fjerne biler
Togets helt store miljøfordel er, at det kan transportere mange mennesker på samme tid. InterCity- togene mellem København og Århus transporterer i myldretiden 400-700 passagerer pr. tog, dvs. flere rejsende end selv de allerstørste fly kan have med. Og toget kører uanset, hvor mange passagerer der er med. Det betyder, at toget kan reducere forureningen fra den danske transport yderligere, hvis endnu flere vælger toget.
Også i udkantsområderne er den kollektive trafik et miljøvenligt valg.
Toget reducerer den samlede miljøbelastning hver gang, en bil ikke kører turen. For eksempel kan hvert:
- IC3-togsæt fjerne 140 biler fra vejene
- S-tog fjerne 336 biler fra vejene
- Det er muligt at koble 5 IC3- togsæt sammen, dvs. at det er muligt at fjerne 700 biler fra vejene