Grønne idéer bliver kåret onsdag 26. juni

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
26. juni 2019 kl. 15:40

DSB’s konkurrence om grønne idéer står over for sin afslutning. I løbet af tre uger har danskerne sendt omkring 1.700 ideer og forslag ind til, hvordan DSB kan blive grønnere. Blandt de mange idéer har tre dommerpaneler fundet frem til vinderne i de tre aldersgrupper. De tre vindere modtager præmien ved et arrangement på Københavns Hovedbanegård onsdag den 26. juni kl. 18.00, hvor alle interesserede er velkomne.

”Der kom mange flere forslag fra danskerne, end vi havde turdet håbe på. Der er rigtig gode forslag imellem til at gøre DSB mere klimavenlig på både langt og kort sigt. Vi har fået både meget tekniske forslag til stationer, tog og skinner og mere enkle idéer til, hvordan vi kan få flere danskere til at tage toget, så vi sammen belaster klimaet mindre,” siger administrerende direktør i DSB Flemming Jensen.

Der er stor bredde i de omkring 1.700 indkomne forslag i idékonkurrencen. Den yngste deltager er blot 10 år og den ældste er 84 år. Idékonkurrencen har været delt op i tre aldersgrupper, hvor de indsendte forslag er fordelt med 420 forslag fra de 0 til 19-årige, 544 forslag fra de 20 til 26-årige og 744 forslag fra gruppen 27+ årige.

Desuden har 252 DSB-medarbejdere sendt forslag ind til en sideløbende intern konkurrence i DSB.

”DSB transporterer dagligt 500.000 kunder rundt i landet. Det klima- og miljøaftryk, som vi i fællesskab sætter i hverdagen, betyder rigtig meget for dem og vi har mærket et stort positivt engagement i forbindelse med idékonkurrencen. Toget er allerede i dag er det klimavenlige transportvalg og de mange gode idéer viser, at der er et udbredt ønske om, at den position skal styrkes yderligere,” siger Flemming Jensen.

Alle indsendte idéer er blevet vurderet af eksterne dommere, der i første omgang har udvalgt 20 finalister i hver aldersgruppe. Herefter har der været tre dommerpaneler, sammensat af personer med faglig indsigt i klima og/eller transport. De har gennemgået finaleideerne i hver aldersgruppe, hvor vinderne modtager to interrail-billetter på første klasse.

DSB samler alle indsendte forslag i en idébank, der bliver gennemgået af DSB’s miljøafdeling. Her vil vi vurdere, hvilke idéer det kan give mening at gennemføre nu, og hvilke der kan give inspiration til fremtidige miljøindsatser.

DSB har en ambition om, at hele virksomheden skal være CO2-neutral i 2030.