Gratis S-tog med S-more
Gratis S-tog med S-more
Gratis klippekort, 10 procent rabat på rejser med DSB Rejsebureau og 15 procent rabat på Orange billetter over Storebælt. Med det nye koncept S-more vil S-tog nu holde på kunderne med kontante fordele. Andre tilbud er f.eks. gratis kaffe og billige biografbilletter.
Der er begejstring i stemmen hos S-togs salgsdirektør, Niklas Marschall, når han ivrigt fortæller om S-more, S-togs nye fordelsprogram. »Det er enkelt. Vi skal fastholde eksisterende kunder og øge deres forbrug, og vi skal have flere kunder i toget, «siger Niklas Marschall, salgsdirektør hos S-tog.
Det er første gang, S-tog går ud og belønner kunder for deres valg af rejse. Kunderne bliver inddelt efter om de rejser på periodekort, klippekort eller har abonnementskort, og ikke efter hvor meget de rejser. Derfor kan alle være med.
Kunderne inddeles i guld-, sølv, og bronzekunder, og de belønnes med flere fordele, når de går et trin op.
»Hvert niveau indebærer forskellige mængder af fordele, så det er ikke et koncept med samme rabat til alle,« siger Niklas Marschall.
Positiv forskelsbehandling
»Vi ønsker at gøre forskel på kunderne og møde deres individuelle behov. Det er det, der skal til for at få folk over i den kollektive trafik. Vi kan ikke behandle alle på samme måde,« siger Niklas Marschall.
Planen er, at S-tog vil målrette tilbuddene og informationen til den enkelte. Ifølge Niklas Marschall virker loyalitetsprogrammer først, når de bliver personlige.
»Vi ved allerede, at vores kunder er meget forskellige. De yngre vil gerne have konkurrencer og events, mens de lidt ældre vil have kontante rabatter. S-more rummer alle,« siger Niklas Marschall.
Som noget helt nyt skal kunderne være med til at bestemme tilbuddene, og kan hver måned stemme om, hvilken begivenhed de vil køre gratis til. Og guldkunder kan tage en ven med.
Når man tilmelder sig S-more, får man sin egen side på www.dsb.dk/s-more, hvor man kan se egne fordele og nye tilbud. Kunderne kan desuden modtage nye tilbud pr. sms.