Giv S-togs trafikinformation karakterer

Giv S-togs trafikinformation karakterer

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
23. juni 2009 kl. 09:51

Fra næste uge kan kunderne give karakterer til S-togs trafikinformation, når trafikken ikke kører. Så  bliver det nemlig muligt at give sin umiddelbare mening til kende via sms. Både når det er godt og skidt.

Øjebliksbillede

Kunder kan sende en sms til 1990, hvor de bedømmer højttalerinformationen på den enkelte S-togsstation, ved at skrive ”kunde”, stationens navn og en karakter mellem et og fem, hvor fem er det højeste.

Ifølge Rene S. Nøttrup, chef i Trafikafdelingen, skal karakterer, der indløber, mens der er uorden i togtrafikken, vises online med grøn og gul farve på medarbejdernes skærme, så man kan se, hvordan kunderne bedømmer trafikinformationen lige nu.

»På sigt kan vi få et øjebliksbillede i realtid. Vi kan se hvor informationsindsatsen er god eller ikke og dermed gøre noget her og nu,« siger Rene S. Nøttrup.

Målsætning

Ifølge René S. Nøttrup går udbyttet af karaktergivningen begge veje, så både kunder og Trafikafdelingen får noget ud af det, og målet er, at karakteren i snit skal ligge på tre og derover.

»Kunden får mulighed for at give os en tilbagemelding på vores service på en enkel og nem måde. Karakteren indikerer, om vi tackler en uorden til kundens tilfredshed eller ej. Vi kan se, om der er fokus på de rigtige ting i informationen , og for medarbejderen er det en tilbagemelding på, om de gør det godt eller dårligt,« siger Rene S. Nøttrup.

Karakterer gør det ikke alene

Rene S. Nøttrup er godt klar over, at karakteren alene ikke siger, hvad der er blevet gjort godt eller dårligt. På sigt skal systemet derfor integreres med S-togs fordelsprogram S-More, så kunder, der logger sig ind på S-more på nettet, får mulighed for at besvare opklarende spørgsmål omkring trafikinformationen.