Fyldte tog kørte DSB’s julerejsende godt hjem

28. december 2024 kl. 11:25
Rekord mange har i år købt en pladsbillet og valgt toget, når de skulle rejse til og fra jul. Og det har kunne mærkes i togene særligt på tværs af landet.
 
Når man også tager højde for fridagene omkring juleaften har DSB i dagene fra den 20. til og med den 27. december solgt 230.000 pladsbilletter. Det er knap 12 pct. flere end den hidtidige rekord for de samme dage sidste år. Og flere end der blev solgt i alle julerejsedagene i 2023
 
Og generelt har kunderne i år købt deres pladsbilletter i bedre tid i forhold til tidligere år.
 
”Mange af togene har været fyldt godt op den sidste uges tid, men trods de mange kunder har der generelt været godt humør i trængslen og mange ekstra lange togafgange. Som juledagene er placeret i år og med de ekstra dage at komme frem inden jul, har der været mere ro på, og det ser ud til, at de rejsende har været godt forberedte, inden de steg på togene,” siger Tony Bispeskov, Informationschef i DSB.
 
Netop fordi de mange rejsende og deres julepakker har kunnet sprede rejsen hjem til jul over flere dage, har det været lettere for passagererne at finde en billig Orange-billet til turen. Det har 276.000 gjort brug af, hvilket er 34 pct. flere end sidste år, der også var en rekord.
 
Oveni flere rejsedage er det også tale om et øget udbud af Orange-billetter. Det gælder både til de længere rejser mellem landsdelene og til de kortere regionale rejser. 
 
”Det har været travle men gode dage i togene. At rekord mange på forhånd havde sikret sig pladsbilletter i år, har været med til at sikre, at juletrafikken har kørt så flot. Udover at det giver en god start på juleferien med en plads i toget, så hjælper det planlægningen for os i DSB, når vi skal forberede os til de store rejsedage og sikre, at der er plads til alle, så vi så vidt muligt kan give alle mulighed for en god start på juleferien - også til de mest populære afgange, hvor der er sat ekstra vogne på,” siger Tony Bispeskov.
 
De rejsende har også kunne nyde godt af, at togtrafikken er gledet overordentlig godt afsted på skinnerne i år. Med en kundepunktlighed i nærheden af 90% for juledagene fra den 20. til den 27. december, kom næsten 9 ud af 10 kunder i fjern- og regionaltrafikken frem inden for 3 minutter i forhold til køreplanen. 
 
I den samme periode kom næsten 98 pct. af de rejsende med S-toget i Hovedstadsområdet frem til tiden.