Fremgang på Ringbanen

Fremgang på Ringbanen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
08. november 2005 kl. 13:45

De fire nye stationer på Ringbanen, KB Hallen, Ålholm, Danshøj og Vigerslev Allé, tiltrækker en del passagerer, viser Østtællingens foreløbige resultater.


Sammen med den midlertidige Ny Ellebjerg Station havde stationerne 5.679 afrejsende ved sidste uges Østtælling, hvor DSB og DSB S-tog talte alle passagerer øst for Storebælt. Tallet for KB Hallen kan dog være præget af, at der var koncert med rockbandet D.A.D. i KB Hallen torsdag aften.


Lægger man tallet for Flintholm Station oven i tallet for de nye stationer, bliver det samlede antal afrejsende for den nye del af Ringbanen på 11.038.


Flintholm Station åbnede sidste år i januar og er steget fra 3.565 til 5.359 afrejsende passagerer. Det er en stigning på 1.794 afrejsende passagerer siden sidste års tælling. Tallet her dækker dog over både Ringbanen og linjerne til Frederikssund og Ballerup. Det samme gør sig gældende for Danshøj Station, som både har passagerer til Ringbanen og Høje Taastrup-strækningen.