Fra Korsør til København med DSB - gratis
Fra Korsør til København med DSB - gratis
Pendlerne skal ud af bilen og ind i toget. Derfor tilbyder DSB gratis transport i fem arbejdsdage mellem Korsør og København fra den 7. - 25. februar.
DSB har haft en stigning i antallet af pendlere det seneste år, men slår nu et ekstra slag for at tiltrække endnu flere på strækningen mellem Korsør, Sorø, Slagelse og København. Gratis kørsel med DSB, skal vise bilpendlere, hvor let og afslappende det er at tage toget på arbejde.
”Mange bilister er tilbageholdende med at prøve toget. Det er særligt dem, vi ønsker at nå med det her tiltag. Når det er gratis at køre med toget, giver det større anledening til at prøve, og forhåbentlig kan prøveugen vise, at toget er et attraktivt alternativ til bilen,” siger salgsdirektør i DSB, Anne-Lise Bach Sørensen.
Toget er pendlervenligt
DSB har undersøgt, hvad der er vigtigt for nye pendlere. Pris, tidsudnyttelse og tid er afgørende for at skifte bilen ud med toget, og på alle tre områder er toget attraktivt i forhold til bilen.
”Toget koster en tredjedel og udleder en tredjedel CO2 sammenlignet med bilen. Det er altså markant billigere og langt mere miljøvenligt at tage toget frem for bilen. Desuden tager det cirka lige så lang tid at køre i tog som i bil. Fordelen ved toget er derudover, at man eksempelvis kan arbejde eller tage en lur, hvilket man af gode grunde ikke kan i bilen,” siger Anne-Lise Bach Sørensen.
Det hele kører via SMS
Kampagnen kører i uge 6, 7 og 8 og man benytter sig af tilbuddet ved at tilmelde sig DSB +more. Tilmelding er åben fra fredag den 4. februar og sker ved at sende en SMS med teksten PLUSMORE til 1919.
Tilbuddet gælder til København fra stationerne Korsør, Slagelse og Sorø alle hverdage mellem kl. 04.00 – 09.00 og 15.00 – 18.00.
”Fordi kampagnen specifikt er målrettet pendlere, gælder tilbuddet kun på hverdage om morgenen og sidst på eftermiddagen,” siger Anne-Lise Bach Sørensen.
Læs mere om den gratis billet for pendlere her:
http://www.dsb.dk/om-billetter-og-kort/indland/kort/pendlere/
Fakta:
Rejsetid, CO2 udledning og udgifter til bil (som er beregnet på baggrund af tal fra Transportministeriet, der viser, at det koster 1,58 kr. pr. km at køre i en bil, inkl. benzin, forsikring mv.) er taget fra bilrejseplanen.dk.
Tilbuddet gælder fra stationerne: Korsør, Slagelse & Sorø.
Man skal rejse fem hverdage i træk og stige på i tidsrummet kl. 04.00 – 09.00 & 15.00 – 18.00 for at få gratis transport.
Rejsetiden inkluderer ikke tid til parkering, og pris for biltransport omfatter ikke udgifter til parkering.
I 2011 er der indført ½ times drift hele dagen med IC til/fra Sorø. Yderligere er der kommet 2 ekstra pendlerlyntog mellem København og Odense med standsning i Slagelse og Valby.