Fra København til Odense på en time

Fra København til Odense på en time

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
08. december 2008 kl. 16:16

Flere og hurtigere afgange mellem landets store byer er på vej efter regeringens udspil til investeringer i infrastrukturen

Rejsetid på en time mellem København og Odense er det behagelige fremtidsscenarie, efter at regeringen i dag har lanceret sin investeringsplan for den danske infrastruktur herunder jernbanenettet.

Planen varsler en ny bane mellem København og Ringsted over Køge, og det vil give mærkbare forbedringer af togtrafikken både over Storebælt og på Sydsjælland.

Banen over Køge vil blandt andet betyde, at togene mellem København og Odense kan nå frem på en time, hvilket er 16 minutter hurtigere end i dag. Desuden vil der være plads på skinnerne til fem tog i timen over Storebælt mod de nuværende fire.

»Den nye Køgebane vil gøre rejsen med tog endnu mere attraktiv. Rejsetiderne bliver kortere, og vi undgår flaskehalsproblemer blandt andet på den eksisterende bane mellem Ringsted og København. Vi vil komme til at opleve markant flere tog til tiden, og det vil helt sikkert lokke langt flere pendlere over i toget« vurderer DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen.

Rejsende mellem Næstved og København får mulighed for at vælge mellem syv tog i timen mod fem i dag, og spare tid oveni købet. En pendler mellem Næstved og København vil typisk skære den daglige transporttid ned med 13 minutter, eller 25 procent.

Rejsetiden mellem Køge og København bliver næsten halveret i forhold til i dag. På 20 minutter vil man kunne komme fra den nye station Ølby ved Køge ind til hjertet af København. I forbindelse med etableringen af den nye station er der i øvrigt planer om et nyt ’Parker og Rejs’-anlæg, med parkeringspladser til fx pendlere, der vælger at lade bilen stå i Køge og tage toget resten af vejen.   

Den nye bane over Køge er første etape af regeringens vision kaldet ’timeplanen’, som skal afkorte rejsetiden mellem de store byer i Danmark. En time mellem København og Odense, en time mellem Odense og Århus og endelig en time mellem Århus og Aalborg.