Fortsat længere rejsetid mellem København, Fyn og Jylland

Fortsat længere rejsetid mellem København, Fyn og Jylland

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
10. oktober 2005 kl. 10:16

Der køres kun 120 km/t mellem København og Århus, og det er uvist, hvornår hastigheden bliver sat op igen.


Hastigheden blev sat ned lørdag i forbindelse med Banedanmarks månedlige fejlmåling af skinnenettet, hvor der blev konstateret et mindre antal tekniske og sikkerhedsmæssige fejl, der blev rettet natten til søndag.


Trafikstyrelsen vil imidlertid ikke tillade, at hastigheden bliver sat op, så længe at der opstår nye og uforklarlige fejl. Og de har nu bedt Banedanmark udarbejde en samlet plan for genopretningen af skinnerne.


Rejsetiden mellem København og Århus er 30 minutter længere end normalt, rejsetiden mellem København og Aalborg er 45 minutter længere, ligesom man skal påregne længere rejsetid på strækningerne København – Odense, København – Esbjerg og København – Sønderborg/Padborg.


Mellem Vejle og Herning er togene erstattet af busser som følge af et andet sporarbejde, og de afventer de forsinkede tog.


DSB opfordrer til, at man tager af sted i god tid, og til at man kontakter en af vores medarbejdere med henblik på erstatningsbefordring, hvis man pådrager sig en forsinkelse på mere end en time i forbindelse med skift til anden kollektiv trafik.