Fortsat 120 km/t mellem København og Århus

Fortsat 120 km/t mellem København og Århus

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
14. oktober 2005 kl. 22:53

Hastigheden mellem København og Århus vil indtil videre blive fastholdt på 120 km/t.


Det oplyser Banedanmark i følgende pressemeddelelse, som er blevet udsendt fredag eftermiddag.


”Banedanmark analyserer fortsat de fejl i skinnesammenføjningerne mellem København og Århus, der blev fundet og udbedret ved målevognskørslen i sidste weekend.


Analysearbejdet, der er aftalt med Trafikstyrelsen, er omfattende og forventes tidligst færdigt i slutningen af næste uge. Indtil analyserne er gennemført, fastholder Banedanmark hastighedsnedsættelsen til 120 km/t på strækningen. Det skal understreges, at strækningen ud fra et sikkerhedsmæssigt hensyn er fuldt forsvarlig at køre på.


For at følge fejludviklingen og fejlretningen endnu tættere har Banedanmark besluttet at køre en ekstra målevognskørsel på strækningen lørdag den 22. oktober.
Banedanmark forventer at kunne give en ny status på arbejdet i begyndelsen af uge 43.”