Første møde med pendlerne på Kystbanen afholdt

Første møde med pendlerne på Kystbanen afholdt

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
16. september 2008 kl. 09:06

DSBFirst havde mandag aften sat Kystbanens pendlere stævne på Humlebæk Bibliotek i Humlebæk lige syd for Helsingør.


En stor del af DSBFirsts ledelse var troppet op for at fortælle om, hvordan det nye selskab på skinnerne vil klare skærene, når de over tager trafikken den 11. januar 2009. Administrerende direktør i DSBFirst, Jarl Samuelsson, fortalte de knap 30 fremmødte pendlere, at deres og alle andre kunders tilfredshed med togdriften er DSBFirsts succeskriterie nummer et.


En af årsagerne til det er, at DSBFirst får udbetalt bonus efter kundernes tilfredshed, og der er valgt 22 parametre, hvor kunderne skal give deres besyv med, når DSBFirst i et stykke tid har stået for togdriften. For at opnå bedre kundetilfredshed vil det nydannede togselskab blandt andet fokusere på højere rettidighed, bedre rengøring i togene og en mere præcis og hyppigere trafikinformation.


Efter Jarl Samuelssons oplæg om fremtidens togtrafik på Kystbanen og i Sydsverige var det tid til spørgsmålene, og de altid kritiske pendlere stod i kø for at få svar på mange af hverdagens problemer. Den nye køreplan fik blandt andet et par hårde runder i ringen, og DSBFirsts ledelse noterede kritikken og lovede at tage den med hjem til baglandet. Et andet hedt emne var om det nye selskab kunne skaffe personale nok, og her var svaret, at i Sverige, er alt personale på plads, mens der i Danmark stadig mangler nogle få togmedarbejdere.