Fornuftig start på ny køreplan

Fornuftig start på ny køreplan

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
07. januar 2008 kl. 11:48

DSB kom godt i gang med den nye Køreplan 2008, der trådte i kraft søndag 6. januar. Den nye køreplan indeholder blandt andet hurtigere regionaltog på Sydbanen og flere InterCityLyn-tog mellem landsdelene.


En af de bedst tænkelige betingelser for en god start fik DSB forærende af Banedanmark, der torsdag 3. januar udstedte en tilladelse til, at DSB hæver Dobbeltdækker-togenes hastighed fra 140 til 160 km/t henholdsvis ICE TD-togenes hastighed fra 140 til 180 km/t.

Med den højere hastighed er det lettere at indhente mindre forsinkelser på de strækninger, der er betjent med Dobbeltdækkere og ICE TD-tog.

"På strækningen mellem København H og Ringsted, der er landets tættest trafikerede, giver det os ydermere den fordel, at vi opnår en mere smidig trafikafvikling med mindre risiko for kødannelse, fordi passagertogene holder en ensartet høj hastighed," forklarer underdirektør og chef for DSB Planlægning og Trafik Ove Dahl Kristensen.

Planer om yderligere hurtigtog på Sydbanen
På Sydbanen mellem Ringsted og Nykøbing F arbejder Banedanmark fortsat fire steder på strækningen, hvor hastigheden er sat midlertidigt ned. Der sker justering af et sporskifte i Orehoved og udbedring af blød bund tre steder i Glumsø og i Tingsted. Alt sammen forhold, der, når de er bragt i orden, sikrer en mere stabil køreplan med færre forsinkelser.

Et af tiltagene i den nye køreplan er netop en udvidelse af kørslen på Sydbanen, hvor DSB har introduceret et nyt hurtigtogssystem, der i første omgang kun kører uden for myldretiderne.

Foreløbig er rejsetiden mellem København H og Nykøbing F gjort 13 minutter kortere med indsættelsen af Dobbeltdækkere, IC3- og ICE TD-tog i hurtigtogene. Og efterhånden som DSB kommer til at råde over mere moderne materiel, er det planen at indsætte mere IC3-materiel og nedbringe rejsetiderne yderligere.

"Når vi har indsat IC3-tog i de resterende tog på Sydbanen, opnår vi en ensartet flåde af nyere materiel med forbedrerede køreegenskaber, og det medfører yderligere rejsetidsforbedringer," forklarer Ove Dahl Kristensen, der opfordrer kunderne til at betragte det her som en start.




Flere lyntog mellem landsdelene
Mellem landsdelene er der til glæde for de fritidsrejsende indsat flere InterCityLyn-tog på hverdagsaftener, lørdag eftermiddage og søndag formiddage og aftener.

For kunderne, der rejser mellem København og stationerne nord for Limfjorden, er der flere direkte tog uden skift i Aalborg.

Og kunderne, der rejser mellem København, Århus og Aalborg, har fået to tog i timen i flere af døgnets timer.

På hverdage er der eksempelvis indsat to aftenafgange fra København H til Århus H kl. 19.50 og kl. 20.50* henholdsvis fra Århus H til København H kl. 19.27 og 20.27.

I de ovennævnte timer, hvor der hidtil ikke har kørt lyntog, opnår kunderne op til 20 minutters kortere rejsetid ved at vælge lyntogene fremfor InterCity-togene.


* InterCityLyn-toget fra København H kl. 20.50 kører kun fredag og søndag.