Flere tog toget over Storebælt i 2002
Flere tog toget over Storebælt i 2002
I alt 7.260.677 passagerer krydsede i løbet af 2002 Storebælt med InterCity eller InterCityLyn, og det er det største antal nogen sinde. Alligevel var der færre tog med pladsmangel end året før.
”Der er ikke tvivl om, at de færre overbelagte tog skyldes medarbejdernes forøgede fokus på InterCityLyn - godt hjulpet af markedsføringen”, mener kontorchef Jens Mortensen fra Togkapacitet i DSB produktion. Og tallene for 2003 bliver formentlig endnu bedre, når InterCityLyn-tillægget for lokale rejser mellem Odense og København falder bort den 19. januar.
Ikke alene blev 2002 - endnu - et rekord-år for antallet af togpassagerer over Storebælt. I årets løb blev der også sat en ny rekord - nemlig den 17. maj, hvor 34.601 togpassagerer krydsede Storebælt. Det er det største antal passagerer på én dag nogensinde.