Flere tog på vej til og fra Sverige og Københavns Lufthavn

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
04. juli 2017 kl. 13:27

Fra mandag den 4. september er der gode nyheder for togrejsende til og fra Københavns Lufthavn samt for pendlerne mellem Danmark og Sverige. Den dag bliver det igen muligt at tage InterCity og InterCityLyn hele vejen fra Fyn og Jylland til Københavns Lufthavn. Allerede fra den 7. august kan man tage toget fra Københavns Lufthavn i den modsatte retning mod Fyn og Jylland.

Desuden er der også fra den 4. september godt nyt for pendlerne over Øresund, hvor der bliver indsat fire ekstra myldretidstog fra Sverige mod Danmark om morgenen og tre ekstra afgange mod Sverige i eftermiddagstimerne.

”Det har længe været et stort ønske at få togdriften tilbage til noget, der ligner det, vi havde før der blev indført id-kontrol på rejser til Sverige. Vi er der ikke helt, men vi nærmer os,” siger Leif Fabrin, der er områdechef i DSB Togdrift.

Udover flere afgange i myldretiderne kommer rejsetiden fra Københavns Hovedbanegård til Malmø ned på 38 minutter mod 45 minutter i dag. Den kortere rejsetid er blandt andet mulig, fordi kunderne ikke længere skal ud af toget på stationen ved lufthavnen for at vise id. Der vil fortsat være grænsekontrol på Hyllie Station, hvor toget holder lidt længere.

”Det er positive ændringer, der kommer til forbedre forholdene for vores kunder. Der har været mange kræfter i gang for at få dem gennemført,” siger Leif Fabrin om samarbejdet, der omfatter Skånetrafiken, Banedanmark, Trafikverket samt de svenske og danske myndigheder.

Ændringerne er for alvor blevet mulige efter, at de svenske myndigheder ophævede transportøransvaret, der blev indført den 4. januar 2016. Det medførte, at alle rejsende mod Sverige skulle ud af toget på stationen ved Københavns Lufthavn for at vise gyldig billedlegitimation, inden rejsen kunne genoptages til Sverige.  Resultatet blev, at der ikke var plads til at køre så mange tog som hidtil på strækningen til Københavns Lufthavn.

Ændringerne vil snart fremgå af Rejseplanen og DSB.dk.