Flere studerende får ret til WildCard

Flere studerende får ret til WildCard

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
20. april 2007 kl. 10:20

En aftale mellem Folketingets partier har givet DSB mulighed for at udvide WildCard-ordningen fra at omfatte alle unge under 26 år til også at omfatte SU-berettigede studerende over 26 år. Den nye ordning træder i kraft i løbet af juli 2007

Salgsdirektør i DSB Bjørn Wahlsten glæder sig over den politiske aftale.

"Det er en fremragende aftale, fordi det giver os mulighed for at målrette vores rabatter til en af samfundets lavindkomstgrupper, som vi ikke har haft et dedikeret tilbud til indtil nu, og fordi vi får en ordning, der er let at forstå og enkel for os at administrere," siger han.

Det er forventningen, at 40.000 nye kunder tilmelder sig den udvidede rabatordning. Finansieringen sker ved, at et WildCard stiger til 200 kr. årligt.

Et WildCard koster i dag 175 kr. i DSB's Netbutik og 185 kr. ved køb på DSB's stationer. DSB opfordrer derfor alle unge under 26 år, der ikke allerede har et WildCard, til at købe et inden den 1. juli 2007, så de kan få det til den lave pris.

WildCard-ordningen er meget populær. Mere end 140.000 unge har et WildCard, i 2006 solgte DSB tre millioner rejser på WildCard, og omsætningen på Wildcard-relaterede produkter var på knap 300 millioner kroner.