Flere S-tog til tiden

Flere S-tog til tiden

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
16. juni 2009 kl. 09:11

Antallet af fejl på køreledninger på S-banen er halveret i løbet af de sidste to år.

Mange S-togspassagerer kan nikke genkendende til højttalerbeskeder, der fortæller om knækkede køreledninger, der lægger S-togstrafikken ned. Men det sker heldigvis mindre og mindre, at fejl på Banedanmarks køreledninger er årsag til trafikale problemer på S-banen. 

Færre S-togsfejl

Ud over, at antal fejl på køreledninger generelt er faldet, er S-togs andel i fejlene faldet markant. I 2007 skyldtes fem af de 16 fejl (se fakta nederst), at ledningen var revet ned af en defekt strømaftager på S-toget. Seks af fejlene skyldtes køreledningsanlægget, mens resten var forårsaget af udefrakommende hændelser, som f.eks. vejrlig og hærværk. 

Ingen S-togsfejl i år

I 2008 kunne kun ét tilfælde ud af syv fejl på køreledninger tilskrives en defekt på S-toget, mens resten skyldtes fejl på køreledningsanlægget i fem tilfælde og udefrakommende årsager i et tilfælde. I år har foreløbig ikke et eneste tilfælde af årets i alt fire køreledningsfejl kunnet tilskrives en defekt på et S-tog. Tre af fejlene skyldtes fejl på køreledningsanlægget, mens en fejl skyldtes en gammel skade fra et lynnedslag.

Styr på strømaftagerne

S-togs foreløbige nul i statistikken over køreledningsfejl i 2009 skyldes, at alle strømaftagerne på S-togene, dvs. den mekanik oven på toget, der har kontakt til køreledningen, har fået en ny type kulbaner. Kulbanerne er den del af strømaftageren, som køreledningen glider på, og tidligere blev de hurtigere slidt, hvorefter ledningen ramte selve metallet og dermed kunne blive klippet over.
»Det har ført til, at vi har minimeret fejlene og dermed minimeret nedrivninger af køreledninger, hvilket jo ellers kan være en kilde til stor irritation hos kunderne,« fortæller værkstedschef i S-tog, Claus Michael Holm.

Banedanmark tilfredse

Også i Banedanmark er der stor tilfredshed med de færre fejl på køreledninger.
»Vi har et rigtig godt samarbejde mellem S-tog og Banedanmark om at finde løsninger for at reducere problemerne, og det har ført til de gode resultater,« siger Banedanmarks chef for trafikstyring på S-banen, Claus B. Christiansen.

Fakta:

I 2007 var der 16 tilfælde af køreledningsfejl, der påvirkede 2736 tog, i 2008 var der syv fejl, der påvirkede 629 tog, og i år har der foreløbig kun været fire fejl, som har påvirket 205 tog. I samme periode er rettidigheden på S-banen steget fra 91,6 procent i 2007 til foreløbig 96,3 procent i 2009.