Flere pendler over Øresund
Flere pendler over Øresund
Antallet af pendlere, der hver dag tager toget mellem København og Skåne, steg sidste år med 30 pct. i forhold til året før. Hver dag rejser i gennemsnit 2700 danskere og svenskere med toget over broen for at gå på arbejde i nabolandet, og uden for ferieperioderne er der hele 3300 daglige pendlere.
65 pct. af alle rejser mellem hjem og arbejdsplads på hver sin side af Sundet foregår med toget.
Det viser den seneste udgave af halvårsopgørelsen over udviklingen i Øresundstrafikken. Statistikken, der udgives af DSB, Scandlines, Øresundsbron og Skånetrafiken i fællesskab, fortæller, at integrationen efter en lidt svag start nu er begyndt at tage fart.
”Det er samme mønster, som vi har set på Storebælt. De faste forbindelser har tilsyneladende en vis indsvingstid, uanset om de forbinder to landsdele eller to lande,” siger direktør Bjørn Wahlsten, DSB Salg, der har “svært ved at se barriererne for integration”. Han mener, at udviklingen på Øresund er gået overraskende hurtigt.
I DSB Salg havde man i 2002 budgetteret med en vækst på 9 pct. i passagertallet over Øresund, men den reelle stigning viste sig at være hele 12 pct. Og tendensen fortsætter tilsyneladende i år. Passagertallene for januar viser en vækst på 8-9 pct.
”Jeg tror, der er potentiale til meget mere de næste mange år, og det sætter naturligvis vores produktionssystem under pres, fordi meget af væksten vil komme i perioder med spidsbelastning. Vi har gode muligheder for at gøre togene større, og man kan også overveje at sætte egentlige myldretidstog ind, men det vil stille yderligere krav til materiellet,” siger Bjørn Wahlsten.
75 pct. af pendlerne er bosat i Sverige og arbejder i Danmark.
Af journalist Xenia Wieth