Flere passagerer på Kystbanen

Flere passagerer på Kystbanen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
08. maj 2007 kl. 11:41

Første kvartal i 2007 har givet fin fremgang på Kystbanen med otte procent flere kunder

DSB har i 1. kvartal 2007 haft en meget fin passagerfremgang på Kystbanen: Otte procent flere kunder rejste med Kystbanen mellem Helsingør og Københavns Hovedbanegård sammenlignet med første kvartal i 2006.


Fremgangen er bemærkelsesværdig i sammenligning med den øvrige kollektive trafik i Storkøbenhavn, hvor der er stagnation i passagerudviklingen.


En tilfreds underdirektør i DSB og chef for Planlægning og Trafik, Ove Dahl Kristensen, forklarer fremgangen med, at flere har fået øjnene op for den styrkede køreplan, DSB introducerede i 2005, hvor stoptogene erstattedes med hurtigtog, så de, der rejser langt, kommer hurtigere frem.


»Det er en utrolig udvikling, vi oplever i øjeblikket. Det er gået bedre, end vi turde håbe på. Normalt ser vi først den fulde effekt af en ny køreplan efter tre år, og jeg håber, at fremgangen fortsætter i efteråret, hvor Banedanmark har overstået renoveringen af skinnerne på Kystbanen.«


Større tillid til Kystbanen

Ove Dahl Kristensen peger samtidig på, at en anden væsentlig årsag er, at det er lykkedes at øge kundernes tillid til Kystbanen med de solide resultater, DSB har præsteret gennem de senere år.


Regulariteten på henholdsvis Kystbanen er 94,0 procent fra 1. januar 2007 til i dag, og det er vel at mærke inklusive dage med snestorm, signalfejl og havarerede tog. De fleste dage ligger regulariteten på omkring 95 procent.


Også fremgang på Sundet

Det går også rigtig godt på Kastrupbanen, og her er det Ove Dahl Kristensens vurdering, at det er den intensiverede kørsel med seks tog i timen og det, at stadig flere flyver fra Københavns Lufthavn, Kastrup, der lokker flere over i togene.


I 1. kvartal 2007 rejste 14 procent flere kunder mellem Københavns Hovedbanegård og Københavns Lufthavn Kastrup og 25 procent flere kunder mellem Københavns Lufthavn Kastrup og Malmø.