Flere Natteravne med S-toget

Flere Natteravne med S-toget

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
29. august 2008 kl. 15:25

Det røde S- tog udvider nu sit samarbejde med de gulklædte Natteravne, en frivillig organisation, der i mere end 10 år har arbejdet for bl.a. større lokal tryghed i de danske gader – først og fremmest med fokus på børn og unge.


Siden den 1. juni i år har Natteravnene forsøgsvis kørt på Køge Bugt-strækningen, og det samarbejde har fungeret så godt, at ordningen nu udvides. Fra mandag den 1. september og foreløbig frem til den 28. februar har Natteravnene derfor fået mulighed for at køre gratis på alle S-togsstrækninger. Dermed får de bedre mulighed for at sprede deres indsats over hele hovedstadsområdet.


Ansvar
Derudover ser DSB S-tog mulighed for et tættere samarbejde ved at støtte Natteravnenes øvrige lokale aktiviteter og kampagner og ved at knytte Natteravnene tæt til stationerne ved f.eks. at tilbyde opholdslokaler til de frivillige på stationerne.


»Vi er meget glade for, at aftalen med Natteravnene er kommet i stand. Vi vil gerne tage vores ansvar alvorligt ved et tæt samarbejde med en god frivillig organisation som Natteravnene, ligesom vi f.eks. også samarbejder med Røde Kors om indsamling af 25-ører. Vi ved, at nogle af vores kunder ønsker mere personlig tilstedeværelse i togene om aftenen, så Natteravnene gør en rigtig god indsats ved nu at kunne være til stede i alle vores tog,« siger adm. direktør i DSB S-tog, Gert Frost.


Tættere samarbejde
Men hvis det står til Gert Frost, stopper samarbejdet ikke her.


»Dels arbejder vi på lokale initiativer, hvor Natteravnene f.eks. bliver tættere knyttet til stationen ved at få stillet opholdslokaler på stationerne til rådighed. Dels kan jeg se flere muligheder for samarbejde i fremtiden, f.eks. fælles konflikthåndteringskurser eller ved, at vi som virksomhed går ind og støtter Natteravnenes aktiviteter og kampagner økonomisk. Desuden overvejer vi muligheden for en intern hvervekampagne i DSB med henblik på at skaffe flere frivillige til Natteravnene. Vi skal bruge hinanden og lære af hinanden,« siger Gert Frost.


Hele hovedstadsområdet
Også Natteravnene er rigtig godt tilfredse med, at de nu kan køre på alle S-togsstrækninger og udsigten til et meget tættere samarbejde med DSB S-tog.


»S-stationerne har jo siden starten i Hovedstadsområdet været ét af de naturlige steder for Natteravnene at vise sig, da mange unge jo netop bruger togene eller blot hænger ud der. Derfor hilser vi naturligvis DSB S-togs invitation meget velkommen, da vi nu får etableret et formelt samarbejde til fordel for alle – ikke mindst de rejsende,« siger sekretariatschef Erik Thorsted, der stiftede Natteravnene for godt 10 år siden.


Han håber også, at Natteravnene på sigt kan indgå tilsvarende ordninger med DSB på landsplan.


Se mere om Natteravnenes arbejde på www.natteravnene.dk.


Du kan også melde dig ind i Natteravnenes gruppe på Facebook. Det er den gruppe, der blot hedder Natteravnene.