Færre tog på Sydbanen 6.-10. juni

Færre tog på Sydbanen 6.-10. juni

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
03. juni 2008 kl. 14:10

På grund af risikoen for solskinner sætter Banedanmark hastigheden ned på Sydbanen fra fredag 6. juni og foreløbig til og med tirsdag 10. juni.

Sydbanen er ifølge Banedanmark den eneste tilbageværende strækning, hvor der er risiko for solskinner. Mellem Ringsted og Næstved skal togene sætte hastigheden ned til 80 km/t fra formiddagen til midt på aftenen.

Ét tog i timen og mindre forsinkelser
DSB har udgivet en særkøreplan  for perioden 6.-10. juni.

Uden for myldretiderne og om aftenen kører der kun ét tog i timen, der standser ved samtlige stationer mellem Ringsted og Nykøbing F. og kører med 5-10 minutters forsinkelse.

"Vi kører i fuldt omfang i myldretiderne - uden forsinkelser om morgenen - og med 5-10 minutters forsinkelser om eftermiddagen, hvor solen bager ned på skinnerne," siger køreplanschef Stig Friisbæk.

Der kører færre tog på ovennævnte dage, fordi der er risiko for, at køreplanen skrider yderligere, når forsinkede tog afventer hinanden på den enkeltsporede strækning mellem Vordingborg og Rødby Færge.

Internationale tog kører i fuldt omfang
EuroCity- og InterCityExpress-togene mellem København H og Hamburg Hbf kører i fuldt omfang men med 5-10 minutters forsinkelse.

DSB og Banedanmark beklager de gener, det medfører for kunderne. I 2009 planlægger Banedanmark en større renovering af strækningen mellem Ringsted og Næstved, og derefter er der ikke længere risiko for varme skinner på denne strækning.

DSB kører efter en tilsvarende særkøreplan  i årets traditionelt varmeste periode fra 29. juni til 17. august.

Læs mere på DSB.dk, tekst-tv side 471 og opslag på stationerne. Det er også muligt at kontakte DSB's døgnåbne Kundecenter på 70 13 14 15.