Færre tog mellem Århus og Aalborg
Færre tog mellem Århus og Aalborg
Banedanmark begynder i dag mandag den 27. august at renovere en dæmning på jernbanestrækningen mellem Skørping og Støvring i Himmerland.
Arbejdet betyder, at der kun er ét spor til rådighed mellem de to byer, og det får konsekvenser for togtrafikken mellem Århus og Aalborg.
Arbejdet ventes færdigt 18. september.
I de tre uger med sporarbejde kører der stort set kun InterCity-tog mellem Århus og Aalborg.
Dog kører to morgenlyntog med afgang fra Lindholm 04.49 (InterCityLyn 10) og fra Frederikshavn 04.39 (InterCityLyn 14). De samme tog afgår fra Aalborg henholdsvis kl. 4.59 og kl. 5.59.
Øvrige InterCityLyn-tog kører kun mellem København og Århus. Mellem Aalborg og Frederikshavn kører der MR-tog i InterCityLyn-togenes køreplan.
Regionaltog erstattes på strækningen mellem Skørping og Støvring med busser. Det betyder op til 17 minutter længere rejsetid.
Et enkelt regionaltog på lørdage fra Århus, vil i Skørping blive erstattet af bus og dermed komme til Aalborg med 35 minutters længere rejsetid.
På grund af færre tog på strækningen forstærkes InterCity-togene med flere vogne. Fredag og søndag med op til tre togsæt, og det betyder, at ikke alle vogne kommer til perron i Skalborg, Svenstrup og Støvring.