Færre passagerer ved rygeforbud
Færre passagerer ved rygeforbud
5 procent af de rygere, som benytter DSB’s tog ville skifte til andre transportformer, hvis der blev indført rygeforbud i togene
Det er konklusionen på en undersøgelse foretaget af DSB på udvalgte strækninger på Fyn, hvor op mod 35 procent af passagererne er rygere.
Morten Hartvig, værkstedschef for DSB Tog i Århus, kan fortælle om store udgifter i forbindelse med rygning i togene:
”Vi har for eksempel en udskiftning af radio- og musikpaneler, der er dobbelt så stor i rygerafdelingen som i de øvrige afsnit. Det svarer til en merudgift på 16.000 kroner hvert andet år pr. togsæt.”
Ekstraudgifterne har ikke fået DSB til at planlægge flere røgfri tog end Desiro-togene, der kører mellem Odense og Svendborg. Men også andre faktorer spiller ind.
”Selvom vedligehold og rengøring af rygerkupeerne er forbundet med ekstraomkostninger, vil et rygeforbud - hvis det medfører et passagertab på 5 procentpoint - formentlig give et betragteligt økonomisk tab,” fortæller Jan Albrecht fra DSB.
Af journalist Morten Brunsgaard Bek