Fælles organisering af den kollektive transport på Sjælland er på plads

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
04. januar 2017 kl. 14:00

Den selskabsmæssige ramme for DOT (Din Offentlige Transport), som er et samarbejde mellem DSB, Metroselskabet og Movia, er nu på plads. Dermed tager parterne i DOT-samarbejdet et skridt i retning af at skabe større sammenhæng og tilgængelighed i den kollektive transport på Sjælland og Lolland-Falster på tværs af bus, tog og metro.

”DOT sikrer, at kunderne i den kollektive transport på Sjælland og Lolland–Falster kun behøver én indgang til den kollektive transport,” siger Lars Kaspersen, der er formand for DOTs nystiftede bestyrelse og kommunikationsdirektør i DSB. Han uddyber:

”DOT præger allerede i dag den kollektive transport på Sjælland og Lolland-Falster med trafikinformation, logo på tog, bus og metro, fælles kundecenterindgang, hittegodshåndtering, kampagner m.v. Selskabet driver også en fælles billet app og et fælles informationssite. Med etableringen af Interessentskabet har vi nået en vigtig milepæl i organiseringen og forankringen af det fremadrettede arbejde”.

DOTs bestyrelse består af kundedirektør i Metroselskabet Rebekka Nymark, sekretariatschef i Movia Camilla Struckmann og kommunikationsdirektør i DSB Lars Kaspersen.

Den daglige ledelse varetages af en sekretariatschef, og i løbet af 2017 forventes DOT at have i alt fem medarbejdere. Hertil kommer et antal projektmedarbejdere fra DSB, Movia og Metroselskabet.

DOT er etableret som et Interessentselskab, der med lige store andele ejes af Movia, Metroselskabet og DSB.

For yderligere information kontakt DSB Kommunikation på 24680000