Få din trafikinformation på mobilen

Få din trafikinformation på mobilen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
10. april 2012 kl. 12:41

Er det tog, du plejer at tage, forsinket eller helt aflyst? De oplysninger kan pendlerne nu få direkte på mobilen via DSB's fordelsprogram +more.

At toget kommer præcist - det står højest på kundernes ønskeliste. Men det er ikke altid, at togene kører til tiden, og så er oplysning om forsinkelser og aflysninger det næste på kundernes ønskeliste.

»Vi ved fra vores kunder, at god brugbar trafikinformation er vigtig. Derfor har vi udviklet en mobilløsning, der gør, at kunderne får en sms ved uregelmæssigheder på præcis det tog, de bruger mest - til og fra arbejde. For de kunder, der er tilmeldt servicen, får man altså en sms sendt automatisk. Den samme information kan man selv gå ind og finde på rejseplanen.dk - så informationen er selvfølgelig tilgængelig for alle kunder. Men her har vi netop ønsket at sende den automatisk som en service til dem, vi ved ofte rejser på netop samme tid og samme strækning,« siger Anne Mette Koch, chef for salgs- og informationskanaler i DSB.

Sms-løsningen her er første version og en vigtig del i en strategi, hvor DSB hele tiden arbejder på at udvikle og forbedre muligheden for den enkelte kunde til at agere og dermed bevare kontrollen til at foretage de rigtige valg, hvis deres tog ikke følger planen.

Skræddersy selv – til mit behov
Med den nye trafikinformationsløsning kan man selv vælge, hvilken strækning og tog der er på tale, og om det skal være 15, 30 eller 45 minutter før afgang, beskeden løber ind.

»Alle pendlere har forskellige behov for trafikinformation. Med sms-løsningen kan man selv skræddersy den information, man gerne vil have. Det gør det meget lettere for den enkelte at reagere og tage højde for en eventuel forsinkelse, når man ved det i tide,«

siger Anne Mette Koch, der forklarer, at trafikinformation er er en dynamisk og langt mere kompleks størrelse, end man lige umiddelbart forestiller sig.

»Forsinkelser og aflysninger er sjældent planlagte og kan opstå ofte som følge af helt andre hændelser. Desuden kan trafiksituationen lige pludselig ændre sig. Så det gælder stadig om, at man også selv følger forsinkelsen op for eksempel ved hjælp af Rejseplanen.dk,« siger Anne Mette Koch.

Hos pendlerne hilser man den nye sms-løsning velkommen.

»Det er virkelig et skridt i den rigtige retning at lave en mobil løsning med opdateret og målrettet trafikinformation. Det giver de daglige brugere af toget mulighed for at reagere, når et tog enten er aflyst eller forsinket,« siger Rasmus Selsmark, der er pendlertalsmand på strækningen mellem Sorø og Roskilde.

+more
Servicen henvender sig til dem, der pendler mere end en gange om ugen med regionaltog. Det er gratis at tilmelde sig servicen, og tilmeldingen sker via DSB's fordelsprogram +more. Her kan man tilmelde sig DSB's IC, RE og Kystbanen.

»Det er i +more, man vælger de afgange, man gerne vil have trafikinformation fra. Det er også her, man vælger, hvornår det er relevant at få besked, og hvor lang tid i forvejen, man gerne vil have oplysningerne,« siger Anne Mette Koch.

Testet af pendlerpanel
Sms-tjenesten er bl.a. udviklet i samarbejde med medlemmerne i +more, som i løbet af forår og sommeren 2011 har testet den nye abonnementsservice og givet input til forbedringer.

»En af grundtankerne med vores fordelsprogram +more er netop at vi kan målrette information og services i samarbejde med vores kunder – så det bliver tilpasset til den enkeltes behov,« slutter Anne Mette Koch.

Den tilsvarende løsning findes også til S-tog. Her skal man tilmelde sig via S-togs fordelsprogram S-more.

Sådan tilmelder du dig trafikinformation på mobilen via +more:
.
Hvis du allerede er medlem:
1) Log ind på +more
2) Gå på din profil
3) Gå dernæst ind på fanen 'Trafikinfo' og vælg de strækninger, som du gerne vil have trafikinformation fra
4) Vælg hvor længe forsinkelsen skal være, før du får besked og hvor lang tid i forvejen du vil have den
5) Hver gang du tilmelder en rejse, skal du 'Tilføje rejse med trafikinfo'


Er du nyt medlem:
Sådan tilmelder du dig:
1) Tilmeld dig på +more og udfyld din profil.
2) Når du udfylder information om 'Din rejse' vælges Regional, InterCity og/eller InterCityLyn. Du skal rejse mindst 1-2 gange ugentlig.
3) Afslutning din tilmelding og gå til forsiden af +more.dk
4) Gå dernæst ind på fanen 'Trafikinfo' under "din profil" og vælg de strækninger, som du gerne vil have trafikinformation fra
5) Vælg hvor længe forsinkelsen skal være, før du får besked og hvor lang tid i forvejen du vil have den
6) Hver gang du tilmelder en rejse, skal du 'Tilføje rejse med trafikinfo'