En person dræbt i togulykke ved Tølløse – krisetelefon oprettet

En person dræbt i togulykke ved Tølløse – krisetelefon oprettet

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
19. september 2009 kl. 11:32

Kl. 6.57 i morges ramte et IC3-tog en lastbil i en jernbaneoverskæring i Soderup ved Tølløse. Toget var på vej fra Kalundborg til København. Ved ulykken gik der ild i lastvognen, og toget blev afsporet. Føreren af lastbilen blev dræbt ved ulykken. Togets to lokomotivførere blev klemt fast ved ulykken, de er nu bragt på hospitalet – og den ene er svært tilskadekommen.
 
Der var 21 passagerer i toget. Enkelte passagerer er bragt på hospitalet, og de resterende passagerer er bragt til en nærliggende præstegård, hvor de modtager psykologisk krisehjælp. Med om bord var en del DSB-personale på vej til arbejde, og de hjalp deres medpassagerer efter ulykken.

"Det er en særdeles ulykkelig situation, der er indtruffet her til morgen, og vi udtrykker vores dybeste medfølelse over for den dræbtes familie, de tilskadekomne og deres pårørende," siger direktør for DSB Fjern- & Regionaltog Frank Olesen.

Der er til lejligheden oprettet et krisetelefonnummer til pårørende. Pårørende kan ringe på: 70 10 20 12, der besvares af Falck.
 
Der kører som følge af ulykken ingen tog mellem Roskilde og Kalundborg. Der er indsat 14 busser på strækningen. I forbindelse med ulykken blev et kabel revet over, hvilket blandt andet har betydet, at DSB’s og Banedanmarks højtalerudkald på Lejre St., Hvalsø St., Tølløse St. og Vipperød St. ikke virker.

Følg med i trafikinformationen her.
 
DSB er i tæt kontakt med de pårørende til de tilskadekomne passagerer, og DSB's personale er på vej til såvel de relevante hospitaler som stationer.

martinsun@dsb.dk