En måned tilbage med billige aftenture med rejsekortet på Sjælland

En måned tilbage med billige aftenture med rejsekortet på Sjælland

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
19. marts 2012 kl. 15:32

Rejs efter kl. 19 og få en klækkelig rabat med i købet. Hvis du vel at mærke bruger rejsekort. Men kun indtil den 24. april, hvor det halve år med rabatten er gået

Du skal skynde dig, hvis du er rejsekort-bruger på Sjælland og vil rejse billigt om aftenen. For nu er det snart slut med de meget store aften-rabatter, der har været gældende siden 24. oktober for DSB’s kunder på hele Sjælland og for Movias kunder på Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn.

Aftenrabatten stiger jo mere de rejsende rejser, og det har betydet, at prisen for en tur mellem Ringsted og København kan komme helt ned på omkring 6 kr. mod de normalt 40 kr. uden rabat.

Rabatmuligheden forsvinder som planlagt efter et halvt år den 24. april.

»Vi har givet nogle rigtig gode rabatter til de kunder, der bruger rejsekort og har valgt at lægge deres rejse uden for myldretiden. For folk, der pendler meget, har det betydet, at de har kunnet rejse meget billigt,« siger markedschef Susanne Hejlesen fra DSB Kommerciel.

Aftenrabatten blev lanceret for, at kunderne skulle begynde at bruge rejsekortet og lære det at kende.

»Aftenrabatten er på 40 procent rabat plus den mængderabat man opnår, når man rejser meget. Den har hele tiden været planlagt som et midlertidigt tilbud i forbindelse med introduktionen af rejsekort, og nu er tidspunktet kommet, hvor det forsvinder, og det skal kunderne være opmærksomme på,« understreger Susanne Hejlesen.  

Rabatten gælder fra kl. 19 til kl. 04 frem til den 24. april. Pensionister og unge kan fortsat rejse billigt om aftenen.

Fakta om rejsekort

  • Mere end 100.000 kunder har købt et rejsekort
  • Rejsekort kan bruges til rejser med tog og metro på Sjælland samt busser i Vest- og Sydsjælland
  • 1. maj kan rejsekortet bruges i busser i København
  • 1. juli kommer de resterende busser på Sjælland med på rejsekort. Dermed er rejsekort introduceret til al kollektiv transport på Sjælland