Ekstra sikkerhed ved dørlukning i tog
Ekstra sikkerhed ved dørlukning i tog
DSB skærper sikkerheden på de ældre vogne i regionaltogstrafikken på Sjælland. Det sker for at forhindre farlige situationer, hvor togene sætter i gang med åbentstående døre.
I nogle tilfælde forsøger passagererne at stige af eller på, selvom der er givet afgangssignal, og dørene er ved at lukke eller allerede er lukket. Men nu ændrer DSB dørlukkesystemet, så det ikke længere er muligt at åbne dørene i et kort tidsrum, efter at togpersonalet har givet afgangssignal.
Ændringen af lukkesystemet betyder, at det er farligt at springe på toget i sidste øjeblik i den tro, at man kan åbne dørene og komme ind i toget. Husk derfor, at når trillefløjten lyder, lukkes dørene som et tegn på, at toget straks vil afgå.
Ved udgangen af februar 2006 er samtlige døre i de ældre vogne udstyret med det nye lukkesystem.