DSB's visioner for Nørreport
DSB's visioner for Nørreport
Nørreport trænger til modernisering, og Trafikministeriet har til næste år afsat penge til at få gang i planlægningen. DSB præsenterer nu sin vision for området.
Nørreport skal være et velfungerende og æstetisk byrum med lys og luft til DSB's togperroner. Det kan blive en realitet, hvis DSB’s vision til en modernisering af Nørreport Station føres ud i livet.
- Vi er klar med et projekt, som på gadeniveau vil skabe et langt bedre miljø for gående, cyklister, biler og busser, siger DSB’s planlægningschef Ove Dahl Kristensen.
De tiltrængte moderniseringer af Nørreport skal ske i et samspil mellem DSB, HUR, Banedanmark, Ørestadsselskabet og Københavns Kommune.
- Der er helt klart brug for et løft til området, der dagligt befærdes af omkring 300.000 mennesker, siger Ove Dahl Kristensen.
Trafikministeriet har i 2005 afsat penge til at udarbejde beslutningsgrundlaget for en kommende modernisering, og det projekt, DSB fremlægger som sit bud, koster mellem en halv og en hel mia. kroner.
Byggeriet vil tage omkring fem år fra første spadestik. DSB's vision er udarbejdet af DSB Byggerådgivning i samarbejde med Rambøll og KHR A/S.