DSB’s rejsetidsgaranti godt modtaget af kunderne
DSB’s rejsetidsgaranti godt modtaget af kunderne
Over 20.000 togrejsende har indtil videre fået glæde af DSB’s rejsetidsgaranti i form af enten en kontant godtgørelse eller en ny billet. Og hvis den kommende sommer bliver varm, vil endnu flere af DSB’s kunder komme til at lære ordningen med rejsetidsgaranti at kende.
Hovedparten af de ca. 10.000 passagerer, der ved enkeltrejser med fjern- eller regionaltog har fået kompensation, fordi deres tog var mere end en halv time forsinket, har valgt at få en kontant godtgørelse. DSB har i alt udbetalt ca. en million kroner og udleveret næsten 4.000 gratis billetter som følge af ordningen Basis Rejsetidsgaranti.
Også DSB’s pendlere har taget godt imod den særlige Pendler Rejsetidsgaranti, og stadig flere tilmelder sig ordningen. Blandt pendlere, der rejser på strækningen København – Roskilde – Ringsted – Odense – Fredericia – Århus, har over halv¬delen i dag meldt sig til ordningen. Og på strækningerne Kalundborg – København, Nykøbing F - København og Århus – Aalborg har flere end en tredjedel af pendlerne tilsluttet sig.
Udbetalingen af godtgørelsen til pendlerne sker, når pendlerkortet udløber eller bliver fornyet. 10.700 pendlere har netop fået penge ind på kontoen som kom¬pensation for forsinkelser i 1. kvartal 2007. I regional- og fjerntrafikken har 6.600 kunder fået udbetalt tilsammen 500.000 kr., hvilket svarer til ca. 75 kr. i gennem¬snit til hver pendler. På S-banen er der udbetalt godt 25 kr. i gennemsnit til de 4.100 pendlere, der har været berettiget til godtgørelse.
"I DSB er vi glade for at kunne konstatere, at både pendlere og øvrige kunder har et godt kendskab til vores Rejsetidsgaranti – og vi vil gøre en ekstraordinær ind¬sats for, at endnu flere pendlere tilmelder sig ordningen”, siger salgsdirektør Bjørn Wahlsten, DSB.
Hvis det bliver en varm sommer, vil endnu flere togrejsende få mulighed for at få udbetalt godtgørelse. For når skinnetemperaturen passerer 40 grader, opstår der risiko for solkurver, og Banedanmark bliver på varme dage nødt til at pålægge DSB at nedsætte hastigheden på flere strækninger.
”Selvom det skyldes forhold, som DSB ikke er herre over, skal vores kunder naturligvis også kompenseres for hastighedsnedsættelser og forsinkelser, der opstår som følge af høje temperaturer”, understreger Bjørn Wahlsten.
Fakta:
DSB’s Basis Rejsetidsgaranti blev indført den 1. oktober 2006. For pendlerrejser med hhv. fjern- og regionaltog samt S-tog blev der indført en Pendler Rejsetids¬garanti pr. 1. januar 2007. Rejsetidsgarantien er i praksis opdelt i tre forskellige ordninger for at tilgodese forskellige behov og rejsemønstre hos forskellige kundegrupper bedst muligt.