DSB’s omdømme på vej op
DSB’s omdømme på vej op
DSB’s omdømme har taget et afgørende skridt i den rigtige retning. Lavpunktet fra 2006 er vendt med en positiv udvikling i tre ud af fire kvartaler i 2007. Det går klart fremad med den danske befolknings vurdering af DSB.
I 2006 fik DSB’s omdømme en score på 44,6 på en skala til 100, og i 2007 er den score steget til 47,4, når man ser på året som helhed. Omdømmet for det sidste kvartal i 2007 tegner særligt lovende med en score på 49,5. Det viser en undersøgelse foretaget af Reputation Institute, der har spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen om deres oplevelse af DSB på en lang række punkter.
Frem på alle parametre
Der er tale om en signifikant forbedring af omdømmet på alle de syv dimensioner, der måles på (se afsnittet 'Om Undersøgelsen*). Især vurderingen af DSB som arbejdsplads har gennemgået en særdeles positiv udvikling, men også dimensioner som ’virksomhedsetik’, ’ansvarlighed’ samt ’produkter/ services’ har fået et betydeligt løft.
I tråd med den positive udvikling i DSB’s omdømme er der i løbet af 2007 også sket en positiv udvikling af befolkningensadfærd over for DSB. Det gælder både hvad angår købelyst, tillid, positiv omtale og anbefaling. Vigtigt omdømme
»Der er ingen tvivl om, at bedømmelsen af vores produkter og services er den, de vægter højest, men det vigtige at forstå ved omdømme er, at det afspejler en holdning til hele virksomheden og ikke kun en nøgtern vurdering af, om vi nu leverer varen til tiden eller ej. Det glædelige er, at vi på alle faktorer denne gang kan se en fremgang,« forklarer DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen.
I undersøgelsen af omdømmet er befolkningen desuden blevet bedt om at vurdere DSB’s kommunikation. Også her er der i 2007 sket en generel fremgang med de mest markante forbedringer på forholdene ’oprigtig’ og ’åben’.
Plads til forbedringer
»Der er ingen tvivl om, at udviklingen i DSB’s omdømme er inde i en signifikant positiv udvikling. På trods af, at resultatet for første kvartal 2007 var dårligere end for 2006, er omdømmet i 2007 samlet set markant bedre. Men det ændrer ikke på, at omdømmet er gået fra dårligt til lidt bedre,« fastslår MikkelHausner fra Reputation Institute.
Mikkel Hausner tilføjer, at da DSB’s samlede omdømme følger den samme bevægelse som vurderingen af dimensionen ’produkter/services’, vil et bedre produkt trække omdømmet med op. Og han forventer,at DSB’s placering i den årlige sammenligning af 32 store, danske virksomheders omdømme vil blive væsentligt bedre end sidste år:
»Hvis den opadgående tendens fra fjerde kvartal 2007 holder for første kvartal i 2008, bevæger DSB sig væk fra sidste års dårlige placering. Det er nemlig første kvartal, der ligger til grund for den årlige sammenligning af virksomheder.«
Om undersøgelsen
Reputation Institute interviewer hvert kvartal 300 tilfældigt udvalgte danskere om deres oplevelse af DSB. Der spørges ind til syv forskellige dimensioner, som tilsammen kommer rundt om alle virksomhedens aktiviteter.
Det drejer sig om: Produkter/services, Innovation, DSB som arbejdsplads, Virksomhedsetik, Ansvarlighed, Ledelse og Økonomisk præstation. Til hver dimension stilles tre-fire spørgsmål. Én gang om året sammenligner Reputation Institute omdømmet for 32 store, danske virksomheder. Sammenligningen baseres på det første kvartal i hvert år.
Resultatet for 2008 offentliggøres i løbet af april.