DSB’s økonomidirektør i spidsen for nyt selskab
DSB’s økonomidirektør i spidsen for nyt selskab
DSB’s økonomidirektør, Bartal Kass, bliver administrerende direktør for et helt nyt selskab for vedligehold og reparation af tog.
Den 48-årige Bartal Kass skal stå i spidsen for et nyoprettet, selvstændigt selskab, der skal vedligeholde togmateriel for både DSB og DSB S-tog. Det nye selskab bliver en realitet ved årsskiftet, og udskillelsen er et led i DSB’s styrkede fokus på kerneopgaven og yderligere forbedring af konkurrenceevnen.
Bartal Kass er uddannet cand.merc. fra CBS og har siden 1995 været i DSB, hvor han primært har arbejdet med økonomi, men også i nogle år med tilbudsgivning i udlandet. I 2003 blev Bartal Kass underdirektør, og de seneste tre år har han beklædt posten som økonomidirektør. Tidligere har Bartal Kass været økonom hos Post Danmark, projektleder i A/S Difko Projekt og finansekspert i Føroya Banki.
DSB’s administrerende direktør, Søren Eriksen, er glad for, at Bartal Kass har taget imod udfordringen med at lede det nye selskab for vedligehold:
”Efter 15 år i DSB har Bartal Kass et indgående kendskab til hele virksomheden og har derfor de allerbedste forudsætninger for at optimere de komplekse vedligeholdelsesopgaver og få dem til at spille sammen i den nye organisation,” siger Søren Eriksen.
En kompleks ledelsesopgave
Det nye selskab vil omfatte ca. 1.200 medarbejdere og fem store værksteder spredt over hele landet – to i Århus, et i Fredericia, et i Taastrup og et i København.
Den vigtigste opgave for den nye direktør bliver i første omgang at gennemføre fusionen af vedligeholdelsesopgaverne fra henholdsvis DSB og DSB S-tog, så togdriften og kunderne ikke påvirkes. På lidt længere sigt er succeskriteriet at kunne høste synergieffekter af sammenlægningen, blandt andet i form øget driftsstabilitet for materiellet til gavn for de danske kunder.
”Ved at pulje ekspertiserne kan vi få det bedste ud af begge organisationer. Vi kan gøre tingene mere effektivt og på samme måde i hele den nye organisation. Målet er, at togene skal være på værksted så sjældent og i så kort tid som overhovedet muligt. I stedet skal de være ude i driften til glæde for kunderne,” forklarer Bartal Kass.
Selvom direktøren for det nye selskab primært har arbejdet med økonomi i DSB, er han også meget fortrolig med virkeligheden bag tallene. Han er fuldstændig bevidst om, at vedligeholdelse og reparation udført af en lang række håndværkere og ingeniører med hver deres speciale er et kompliceret flow, der ydermere udføres stort set i døgndrift.
Som leder lægger Bartal Kass vægt på at være helt nede på jorden, og i sit nye job vil han i starten prioritere at komme hele vejen rundt og snakke med alle. Han har fokus på uddelegering, men er samtidig meget målorienteret, så overholdelse af mål og deadlines har meget høj prioritet.
En ivrig jæger
Privat bor Bartal Kass i hus i Lyngby sammen med sin kæreste gennem 10 år. Han har to døtre på 17 og 20 år fra et tidligere ægteskab.
I fritiden prioriterer Bartal Kass familien højt og er derudover bidt af at gå på jagt, hvilket kan gør både i Danmark, Sverige og ind i mellem på Færøerne, hvor han stammer fra. Det er hovedsagelig naturoplevelsen i jagten, der trækker, og naturen spiller også en væsentlig rolle for Bartal Kass på familiens årlige, alpine skiferie.