DSB's image er i bedring

DSB's image er i bedring

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
18. september 2007 kl. 10:42

DSB's omdømme har fået mange skrammer de sidste par år, men det lysner: En ny undersøgelse viser fremgang for 2. kvartal i træk

"Jeg har været overbevist om, at vi ville gå frem igen. Men jeg er overrasket over, at fremgangen er så markant på alle områder. Det havde jeg ikke regnet med."
DSB's adm. Søren Eriksen, glæder sig tydeligt over, at den danske befolknings samlede vurdering af DSB's image for andet kvartal i træk er på vej op.


Kedelig kurve knækket

DSB's omdømme har gennem de sidste fem år varieret meget, og særligt siden 2005 har det været nedadgående, men nu synes den kedelige kurve at være knækket. I de to første kvartaler af 2007 er omdømmet således steget - og særligt markant i andet kvartal af 2007, hvor DSB's samlede image er steget fra 43,8 til 50,1 point på en skala fra 1 til 100.
For DSB S-tog er tallet forbedret fra 47,9 til 49,8 point fra første til andet kvartal i år.
"Resultaterne er meget positive. Udgangspunktet har selvfølgelig været lavt, men det skal jo ikke gøre glæden over fremgangen mindre," siger han.


Fremgang

Det er det anerkendte analysebureau Reputation Institute, der har foretaget imageundersøgelsen, som viser flot fremgang på alle fronter - fra produkter og service, over emner som ansvarlighed, præstation og innovation til virksomhedsetik, ledelse og befolkningens syn på DSB som arbejdsplads.

Søren Eriksen peger bl.a. på forhold som en væsentlig bedre rettighed, igangsættelsen af Det Ny DSB, en styrkelse af trafikinformationen og stor fokus på DSB's arbejdsmiljø som vigtige årsager til danskernes øgede tillid til DSB.

"Et godt og stabilt image tager jo rigtig lang tid at opbygge, og for en virksomhed som DSB vil der uundgåeligt være skvulp op og ned. Men det er vigtigt, at vi bevarer det lange sigt, og at vores image stille og roligt kravler op. Vi skal gerne blive ved med at gå fremad," forklarer Søren Eriksen.