DSB's donation til Afrika er landet

DSB's donation til Afrika er landet

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
17. december 2010 kl. 12:02

Efter en tur over flere have, en ørken og en sej opstigning gennem bjerge til 2400 meters højde ankom der i sidste uge 17 tons brugt jernbaneudstyr til det lille østafrikanske land Eritrea på Afrikas Horn. Det er kulminationen på en ni måneder lang proces, hvor DSB og Mærsk har valgt at støtte det private hjælpeprojekt "Hjælp til Eritreas jernbane".

Projektet går ud på at give en hånd til den lille, men livsvigtige, jernbane i Eritrea som gennem årtier har været i frit forfald. Det har betydet, at der i dag er meget få afgange mellem den vigtige havneby Massawa og hovedstaden Asmara i 2400 meters højde. Hvor der i jernbanens højtid blev kørt knap 500.000 årlige passagerer og 200.000 tons fragt, er det i dag skåret ned til næsten ingenting, og det er målet med DSB's donation, at jernbanen igen skal komme til at køre mere regelmæssigt.

For direktør for HR & Organisation Lone Lindsby har det været en naturlig ting at støtte op om det private hjælpeprojekt:

»Det har været med glæde, at vi donerede det brugte, og i mange tilfælde overflødige udstyr, til Eritreas Jernbane, for da vi hørte om dette usædvanlige hjælpeprojekt, blev vi straks interesserede og kunne se de positive perspektiver i det. Samtidig er det et projekt, der falder godt i tråd med DSB's ambitioner om at være en socialt og humanitær ansvarlig virksomhed, og derfor havde vi ingen betænkninger ved at støtte projektet, og vores håb er, at denne donation vil bidrage til en positiv udvikling i Eritrea,« siger Lone Lindsby.

For adm. direktør i Eritreas Jernbane Amanuel Ghebreselassie Woldeselassie var det også en glædens dag, da de to containere med 17 brugt jernbaneudstyr fra DSB ankom til centralværkstedet i Asmara.

»Det har været en stor ære at samarbejde med Copenhagen Film Company, DSB og Mærsk om at realisere dette projekt. De har alle ydet en beundringsværdig indsats, som vil gavne Eritreas Jernbane og udviklingen i landet i den kommende tid. Jeg håber, at vi fremtiden igen kan arbejde sammen om at lave lignende projekter,« siger adm. direktør i Eritreas Jernbane Amanuel Ghebreselassiie Woldeselassie.

Morten Tjerrild