DSBFirst sikrer sig Øresundstrafik
DSBFirst sikrer sig Øresundstrafik
I formiddag har DSB og Skånetrafiken underskrevet aftalen, der sikrer DSBFirst den svenske del af Øresundstrafikken, og i eftermiddag har man skrevet under med Trafikstyrelsen i Danmark.
Dermed er banen klar til, at DSBFirst per 11. januar 2009 kan overtage den lukrative Øresundstrafik på begge sider af sundet.
»Det er en stor dag for DSB og et gennembrud for vores internationale strategi. Vi er nu Skandinaviens største togoperatør, og den trafik, vi nu skal køre i Sverige, svarer til al vores trafik i Jylland. Sagt på en anden måde har vi nu målt på produktion nået vores mål om 20 procent i udlandet, mens vi målt på omsætning er nået mere end halvvejs,« siger DSB’s administrerende direktør, Søren Eriksen.
I forhold til det udbud, DSBFirst vandt på Øresundstrafikken i sommer, er den svenske side siden blevet mere end fordoblet, idet DSBFirst også er blevet tildelt den såkaldte länsgrænseoverskridende trafik i Sydsverige. DSBFirst skal fra næste år køre togtrafikken hele vejen til Göteborg, til Alvesta (i retning mod Kalmar) og til Karlskrona.
DSBFirst bliver dermed den altdominerende togoperatør i Sydsverige, hvor antallet af togkilometer med den länsgrænseoverskridende trafik er blevet udvidet fra de oprindelige cirka fem millioner til nu cirka 12 millioner.
DSBFirst bliver eneoperatør i hele Øresundstrafiksystemet, hvilket skaber en unik mulighed for at opnå bedre rettidighed, færre aflysninger, en optimal anvendelse af personalet med videre.
»At det er den samme operatør gør også, at det bliver en ensartet rejseoplevelse. At vi vil kunne lave et produkt, der hænger endnu bedre sammen,« siger Søren Eriksen.