DSBFirst får hovedkvarter i Malmö

DSBFirst får hovedkvarter i Malmö

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
02. marts 2007 kl. 13:21

DSBFirst går målrettet efter at vinde det samlede Øresundsudbud, det vil sige Kastrup- og Kystbanen, trafikken over Øresund samt regionaltogtrafikken fra Malmö til Göteborg, Kalmar og Karlskrona samt strækningen mellem Hässleholm og Halmstad.

Og med den største trafik og flest kunder på den svenske side er placeringen af et hovedkvarter i Malmö det mest naturlige.

"Vi har viljen og evnerne til at styrke integrationen i Øresund. Det gør vi blandt andet ved at realisere de gevinster, der ligger i, at én operatør driver den samlede trafik i regionen. Vinder vi både i Danmark og Sverige, vil hovedparten af vores aktiviteter foregå på den svenske side af Øresundsbroen. Derudover vil hovedparten af vores kunder være svenske. Af flere årsager er det derfor helt naturligt for os at placere vores fremtidige hovedkvarter i Øresundsregionens geografiske centrum, nemlig Malmö", siger projektleder Esben Norup, og fortsætter:

"På den måde opnår vi størst mulig nærhed til både vores daglige brugere og vores vigtigste samarbejdspartnere, heriblandt Skånetrafiken, Trafikstyrelsen, Øresundsbroen, Banverket og Banedanmark. Samtidig udnytter vi mulighederne for både at bygge videre på vores tætte relationer i Danmark og samtidig styrke de daglige relationer til kunder og samarbejdspartnere i såvel Skåne som de omgivende svenske len markant", siger Esben Norup.


DSBFirst er et driftsselskab ejet af DSB og britiske First Group. 
Læs mere om First Group her.