DSB.dk er blandt de mest populære netbutikker

DSB.dk er blandt de mest populære netbutikker

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
03. november 2009 kl. 10:14

Arbejdet med at gøre dsb.dk mere brugervenlig har givet pote. I en ny undersøgelse ligger dsb.dk nummer otte på en top 50-liste over de mest populære danske netbutikker.

Undersøgelsen er baseret på spørgsmålet »Hvilke online butikker, som du har prøvet, ville du anbefale til venner og familie?«

 2.106 danskeres svar på netop det spørgsmål er mundet ud i top 50-listen, hvor dsb.dk får en fremtrædende placering. 

»Det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Ottendepladsen er et resultat af en stor omlægning af hele netbutikken, som vi har gennemført i år. Målet med omlægningen har været at skabe en netbutik, som er gennemskuelig, og hvor det er let for kunden at bestille og købe en rejse,« fortæller Anne Mette Koch, chef for DSBs digitale salgskanaler.

Ændringerne af dsb.dk er lavet ud fra kundeundersøgelser. Blandt andet ønskede kunderne et nemmere salgsforløb på nettet, hvor prisen dukkede op med det samme. Og på dsb.dk er der nu en priskalender, så man som kunde straks kan se, hvornår det er mest fordelagtigt at tage toget.

Shop Excellence undersøgelsen er lavet af webbureauet Dwarf i samarbejde med brancheforeningen FDIH og bureauet Userneeds.

Fakta om DSB Netbutik:
I september 2009 omsatte DSB Netbutik for mere end DKK 40 mio.

Omsætningen på dsb.dk er mere end fordoblet inden for de sidste to år.

Hver dag, året rundt, benytter næsten 5000 danskere DSB Netbutik til at købe Orange og almindelige billetter, pladsbilletter eller DSB Wildcard.