DSB yder ikke Rejsetidsgaranti under snestormen

DSB yder ikke Rejsetidsgaranti under snestormen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
22. februar 2007 kl. 12:43

DSB yder ikke Rejsetidsgarantien for torsdag den 22. februar 2007 på grund af det voldsomme snefald. 


"DSB betragter den kaotiske vejrsituation med massivt snefald og snestorm, der har lammet alle former for trafik i store dele af landet, som force majeure og yder derfor ikke rejsetidsgaranti for torsdag den 22. februar," siger salgsdirektør Bjørn Wahlsten.


Såfremt vejrforholdene bedres, vil DSB atter yde rejsetidsgaranti fra fredag den 23. februar.


TV/2 News har her til morgen bragt et fejlagtigt indslag, hvoraf det fremgår, at det er gratis at tage toget. Det er forkert.

DSB har i dag torsdag den 22. februar valgt ikke at udstede 600 kr. kontrolafgifter på S-banen og Kystbanen, fordi der her til morgen har været problemer med tilisede klippemaskiner og billetautomater, og fordi salgsmedarbejderne har haft svært ved at komme frem og åbne billetsalgene på stationerne i Hovedstadsområdet.

I resten af landet opfordrer DSB kunder, der ikke har haft mulighed for at købe billet eller klippe kort, inden de stiger på toget, til at opsøge togføreren, der undtagelsesvis udsteder billetter og klipper kort i toget.

Se også:
Præsentation af DSB's Basis Rejsetidsgaranti


DSB's regler og undtagelser for Basis Rejsetidsgaranti, force majeure