DSB vil outsource IT-drift
DSB vil outsource IT-drift
Den daglige drift af DSB's IT skal være mere effektiv, fleksibel og robust. Derfor undersøger DSB IT nu muligheden for at outsouce hele IT-driften til en ekstern virksomhed. Medarbejderne skal ifølge planen flytte med
I fremtiden kan det blive en medarbejder i et andet firma end DSB, der tager imod opkaldene om problemer med mailen, nedbrud på serveren eller andre IT-mæssige problemer i DSB.
DSB går nu i gang med at undersøge mulighederne for at outsource hele den daglige IT-drift til et eksternt firma, der i givet fald skal tage over i starten af 2012. En specialiseret leverandør med IT-drift som sin kerneforretning kan i højere grad forny og effektivisere DSB's IT infrastruktur ved at trække på special kompetencer, standardprocesser og stordriftsfordele. Dermed kan DSB få en ydelse, der er mere robust, fleksibel og ikke mindst effektiv.
»DSB skal i stigende grad konkurrere på markedsvilkår, så vi er nødt til løbende at optimere vores drift – også på IT-området. Derfor vil vi nu finde en ekstern leverandør, der kan give os en bedre og billigere drift af DSB IT,« siger René Munk-Nissen, underdirektør i DSB IT. Som en ekstra gevinst er det sandsynligt, at en ekstern leverandør i højere grad vil kunne understøtte DSB’s ambition om vækst og internationalisering.
Mere effektiv drift
DSB IT har det seneste halve år foretaget indledende analyser af de strategiske muligheder på IT området. Undersøgelserne har vist gode muligheder for at outsource IT driftsydelser. Derfor vil DSB IT nu igangsætte en proces, hvor mulighederne for en outsourcing bliver afdækket i form af et egentligt udbud, så koncernledelsen i DSB forventeligt kan tage den endelige beslutning med udgangen af 2011.
»Vi vil kun indgå en aftale, hvis den lever op til vores krav. Vi ønsker en fremtidig drift, der er både bedre og mere omkostningseffektivt end i dag,« siger René Munk-Nissen.
Det videre forløb
DSBs daglige IT-drift omfatter i dag 80-100 medarbejdere, hvoraf størstedelen formodentlig skal arbejde i den virksomhed, der i givet fald overtager den samlede IT-drift hos DSB. Som en del af de næste måneders undersøgelser bliver der nedsat en projektorganisation, hvor ledelsen af DSB IT sammen med repræsentanter fra de faglige organisationer skal fastlægge de endelige regler for overdragelsen af medarbejdere.
»Vi skal selvfølgelig gøre vores bedste for at sikre vores medarbejdere gode forhold – også når de i givet fald overgår til en anden virksomhed,« forklarer René Munk-Nissen.