DSB vil gerne fortælle om tidligere aflyste tog
DSB vil gerne fortælle om tidligere aflyste tog
Forbrugerrådet vil have åbenhed omkring DSB’s aflysninger, skriver Politiken i dag. Trafikpolitisk medarbejder Anders Hjort Jensen fra Forbrugerrådet efterlyser et samlet tal over forsinkelser og aflysninger, der kan sammenlignes uge for uge.
Det ønske opfylder DSB gerne, hvis der er behov for det.
”Vi har intet at skjule, tværtimod, men en oversigt over tidligere aflysninger og forsinkelser er ikke noget, DSB’s kunder hidtil har efterspurgt,” lyder det fra planlægningschef Ove Dahl Kristensen, DSB, der fortsætter:
”Det, vi lægger mest vægt på er på forhånd at fortælle kunderne om, hvilke aflysninger og forsinkelser der vil komme. Det er jo ikke så relevant for dem at få at vide, hvilke der har været, men det er måske blevet mere spændende nu, hvor Arriva offentliggør sine aflysninger på deres hjemmeside” siger han.
På årsbasis aflyser DSB omkring en halv procent af alle tog, og det sker primært i uger med meget sne eller sporarbejde, oplyser Ove Dahl Kristensen.