DSB støtter op om hooliganregister

DSB støtter op om hooliganregister

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
14. november 2006 kl. 12:16

DSB støtter op om justitsminister Lene Espersens forslag om hurtigst muligt at få etableret et hooligan-register. Registret skal indeholde oplysninger om personer, der er blevet straffet for at udøve vold og chikane i forbindelse med fodboldkampe, så kontrollører ved stadioner kan identificere dem og holde dem ude.


"Selv om det ikke nødvendigvis hindrer dem adgang til vores tog, mener vi, at vi ved at holde dem ude fra fodboldkampene også fjerner deres motivation for at rejse med tog," siger kvalitetschef i DSB Georg Bentzen.


DSB optrapper nu kampen mod hooligans ved at forsøge at få dem dømt til erstatning gennem civile søgsmål. En procedure DSB de seneste år haft stor succes med i erstatningssager mod graffitimalere.


Skader for mere end 200.000 kroner
DSB's øgede indsats sker i kølvandet på en episode sidst i oktober, hvor en flok Brøndby-fans smadrede toginventar for cirka 40.000 kroner efter en fodboldkamp.


Episoden er dog ikke enkeltstående. DSB har de seneste to år oplevet fire lignende hændelser. De direkte omkostninger for DSB har været omkring 200.000 kroner. Derudover har DSB haft store omkostninger i driften på grund af den deraf manglende materiel, samt taxa-regninger til de mange kunder, der er blevet forsinket, mens togene har holdt stille på grund af hærværk.


"Det er vigtigt at vores kunder trygt kan rejse med DSB, derfor skal vi have bekæmpet disse fodbold-bøller. Vi samarbejder med politiet og forvente, at de følger med i togene til højrisiko- kampene", udtaler Georg Bentzen.