DSB sætter tommelskruer på IC4-togsleverandør

DSB sætter tommelskruer på IC4-togsleverandør

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
29. april 2011 kl. 11:35

Der er i den seneste tid sket yderligere et skred i kvaliteten af de IC4-tog, Ansaldobreda leverer, og nu siger DSB stop.

Det gjorde direktør for DSB Fjern- & Regionaltog, Frank Olesen, klart for Ansaldobreda under et besøg hos den italienske leverandør lige op til påske.

"Vi har i maj 2009 indgået et forlig med Ansaldobreda, hvor vi aftalte nøjagtigt hvilken takt og hvilken kvalitet, Ansaldobreda skal levere i, og kvalitetskravene lever Ansaldobreda ikke op til, og det er på det seneste blevet endnu værre," siger Frank Olesen og understreger, at hvis DSB ikke nu og her oplever en markant forbedring af kvaliteten nægter DSB at overtage togene og tilbageholder de næste rater af betalingen, indtil forholdene er bragt i orden.

"De fejl, vi oplever, er resultater af håndværksmæssigt sjusk, og det kan vi ikke acceptere, fordi det resulterer i en dårlig driftsstabilitet, der betyder, at vi lige nu ikke kan få flere tog ud at køre," siger han.

Tro på opstramning
Frank Olesen understreger samtidig, at DSB netop har lejet sig ind på de tidligere togfabrikker, Scandia, i Randers, og at det betyder, at DSB får flere værkstedsspor til rådighed, og at det bliver muligt at øge driftsstabiliteten og få flere tog ud at køre.

Samtidig har Frank Olesen en fast tro på, at Ansaldobreda strammer op, nu hvor DSB sætter de økonomiske tommelskruer på dem.

"Jeg er overbevist om, Ansaldobreda har respekt for vores økonomiske krav. Det så vi tydeligt op til forliget indgået i maj 2009, hvor vi forinden havde stillet dem et klart ultimatum, og det forventer jeg vil ske igen. De har ikke andet valg."

Fakta
Ansaldobreda har til dato leveret 43 ud af 83 IC4-tog, hvoraf DSB har ibrugtagningstilladelse til at måtte køre med 18 af togene.