DSB lukker billetautomaterne omkring nytår

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
29. december 2016 kl. 10:00

DSB forebygger hærværk og lukker igen i år billetautomaterne, der er placeret udendørs.

Lukningen af automaterne begynder fredag den 30. december 2016, og de bliver sat i drift igen i løbet af søndag den 1. januar 2017.

De lukkede automater vil være udstyret med skilte, der informerer, om de alternative muligheder, som kunderne har for at købe billetter.

Det er fortsat muligt at benytte de indendørs billetautomater, Rejsekort og klippekort og købe billetter i DSB App, på DSB.dk, i 7-Eleven eller Billetsalg. I hovedstadsområdet, hvor langt de fleste kunder rejser på Periodekort og Rejsekort, er det desuden muligt at købe billetter på DOT Mobilbilletter Hovedstaden App eller sms-tjenesten 1415.

DSB’s informationschef Tony Bispeskov forklarer, at lukningen er den rigtige løsning, fordi den skaber færrest gener for kunderne.

”Der er ingen vej udenom en kontrolleret nedlukning, hvis vi skal undgå omfattende hærværk, der sætter automaterne ud af spillet i en længere periode,” siger han.

Fakta:
• En ny billetautomat koster 250.000 kr.
• Der er gennem de senere år ødelagt omkring ti automater omkring nytår.
• Omkring nytåret 2007/2008, som var det sidste år, inden DSB begyndte at lukke automaterne, ødelagde hærværksmænd 47 automater.