DSB kører med grøn præcision

DSB kører med grøn præcision

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
16. juli 2010 kl. 10:00

Siden de hårde vintermåneder, som DSB kom betydeligt bedre igennem end de fleste af vores konkurrenter, har DSB fra marts til udgangen af juni kørt med en gennemsnitlig rettidighed på over 92 procent.

Siden de vejrmæssigt hårde vintermåneder januar og februar i år, hvor rettidigheden for DSB Fjern & Regionaltog lå på henholdsvis 86,6 og 86,0 procent, har DSB kørt med en høj rettidighed på 92,1 procent i gennemsnit for de sidste fire måneder og 92,4 procent i juni.

Nabobaner hård ramt
I forbindelse med præsentationen af DSB's første kvartalsrapport den 25. marts 2010, sagde direktøren for DSB Fjern- & Regionaltog, Frank Olesen, blandt andet:

"Vi kørte stort set alle vores tog, og vi fik folk frem. Ikke altid helt til tiden, men frem kom de, hvilket langtfra alle biler gjorde. Sammenlignet med udenlandske jernbaner, har vi også klaret os bedre. Vi har for eksempel en passagervækst på to procent, mens SJ AB i Sverige gik syv procent tilbage i første kvartal".

Ud over svenske SJ AB oplevede de øvrige nordiske jernbaner også meget store problemer med forsinkelser og aflysninger i trafikken. Her er sne og hård frost ellers hverdagskost om vinteren, men på grund af det ekstraordinært hårde vejr måtte togoperatørerne døje med store forsinkelser og mange aflysninger.
Det var ikke kun mod nord, at togdriften havde problemer med at holde køreplanen. Også jernbanerne i for eksempel Holland, Tyskland og England blev hårdt ramt af forsinkelser og aflysninger.

Renset for vintermånederne
Hvis Danmark havde haft en gennemsnitsvinter i stedet for den vinter, vi fik, ville rettidigheden for DSB i det første halvår have ligget på 92,3 procent i stedet for 91,2 procent og dermed 1,1 procentpoint over normalen.

"De sidste 15 uger med en rettidighed, der ligger klart over trafikkontraktens mål for rettidighed på 90 procent har været meget tilfredsstillende og viser, at vi er bedre end vores rygte. Tog til tiden er det allervigtigste for vores kunder, og jo mere præcise vi er, desto mere tilfredse er vores kunder", siger Frank Olesen.

Regionale topscorer
Det er især tilfredsstillende at konstatere, at Lille Syd og Svendborgbanen fortsat ligger helt i front med rettidigheden. Lille Syd præsterede en rettidighed på 95,7 procent og Svendborgbanen på 97,2 procent i 2009, og de flotte resultater fortsætter med henholdsvis 98,4, og 97,6 i første halvår af 2010. Ligeledes klarer Grenaabanen sig flot med en rettidighed på 94,9 procent.

Den høje præcision er opnået ved at arbejde videre med målsætningerne i Sporskifte 2010, hvor tog til tiden lige fra begyndelsen har haft den højeste prioritet.