DSB indsætter direkte tog mellem Århus og København

DSB indsætter direkte tog mellem Århus og København

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
18. januar 2010 kl. 07:00

Kør fra hjertet af Århus til centrum af København på to timer og tre kvarter uden afbrydelser undervejs.

Som noget nyt indsætter DSB fra tirsdag den 19. januar direkte tog mellem Århus H, Københavns Hovedbanegård og Københavns Lufthavn, Kastrup.

Det første tog fra Århus H kører kl. 6.58 og ankommer til Københavns Hovedbanegård kl. 9.42.

"Med Nonstop InterCityLyn-togene kan du være fremme fra morgenstunden. I toget er tiden din egen, der er ingen afbrydelser undervejs, og du kan bruge tiden på at arbejde, forberede dig til et møde eller surfe på nettet," siger brand manager Filip Lauritzen.

Der er kun et begrænset antal siddepladser og krav om pladsreservation i Nonstop InterCityLyn-togene, hvor DSB tilbyder et udvidet serviceniveau for de af kunderne, der vælger at rejse på DSB 1'.

"Da Storebæltsbroen åbnede i 1997, lukkede vi en flyindenrigsrute eller to og med vores seneste tilbud lægger vi op til at stjæle endnu flere kunder fra luftfarten. Nonstop InterCityLyn-togene er et miljørigtigt alternativ med konkurrencedygtige rejsetider fra hjertet af Århus til centrum af København for dem, der vil hurtigt frem - og gerne lige til døren," siger product manager Birgit Westerskov Lehrmann.

2/3 af pladserne i toget er indrettet som DSB 1', hvor DSB forkæler kunderne med tæpper, hovedtelefoner og en morgenkomplet eller snack - afhængig af tidspunktet på dagen.

Om morgenen består kompletten af kaffe, te, kildevand, smoothie, frugt, et rundstykke med smør, ost og marmelade og en croissant. Om eftermiddagen er morgenbrødet skiftet ud med en lille sandwich eller wrap og chokolade.

Desuden tilbyder DSB dagens aviser og et udvalg af magasiner.

Der er et tillæg på 50 kr. for at rejse på DSB 1' i Nonstop InterCityLyn-togene.

En billet mellem Århus H og Københavns Hovedbanegård koster på Standard 369 kr., og på DSB 1' 622 kr. De oplyste priser er inklusiv et obligatorisk pladsbillet-tillæg.

DSB indsætter i alt fire Nonstop InterCityLyn-tog, der kører efter følgende plan:

Fra Københavns Lufthavn Kastrup
Københavns Lufthavn, Kastrup   6:00   16:00
Københavns Hovedbanegård        6:20    16:20
Århus H                                               9:02    19:02

Fra Århus H
Århus H                                                6:58   15:59
Københavns Hovedbanegård         9:42   18:39
Københavns Lufthavn, Kastrup 10:03   18:59

Martin Sun Larsen