DSB har succes med Roskilde-Expressen

DSB har succes med Roskilde-Expressen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
03. februar 2011 kl. 14:08

Som et forsøg har DSB hver uge fra mandag til torsdag indtil påskeferien indsat et direkte PendlerLyn-tog mellem Roskilde og Københavns Hovedbanegård.

Roskilde-Expressen, der kørte første gang den 17. januar, har opnået en stabil tilslutning og er nu oppe på cirka 200 daglige kunder men der er plads til mange flere. I alt har toget 427 siddepladser.

"Kunderne har flere fordele ved at vælge lige netop dette tog. Der er rigeligt med siddepladser, det er cirka fem minutter hurtigere om at tilbagelægge strækningen mellem Roskilde og Københavns Hovedbanegård, og så kan man arbejde uforstyrret i toget, der ikke standser undervejs," forklarer DSB's strækningsansvarlige Michael Neistrup, som understreger, at DSB inden længe drøfter, om toget skal fortsætte med at køre efter påske.

"Hvis succesen fortsætter, tror jeg godt, jeg kan sige, vi fortsætter med at køre toget efter påske, men nu skal vi lige se på udviklingen over lidt længere tid, før vi tager endelig stilling," siger han.

Expressen kører til tiden
Roskilde-Expressen kører fra Roskilde kl. 7.17 og ankommer til Københavns Hovedbanegård kl. 7.38 og har med én enkelt dags undtagelse, hvor det var tre minutter forsinket, præsteret en rettidighed på 100 procent siden 17. januar.

Ledige pladser i andre tog
Som en sidegevinst er der nu 75-100 ledige siddepladser i regionaltoget, der kører fra Roskilde minuttet efter, kl. 7.18, og det kommer kunderne i Borup, Viby Sjælland, Trekroner og Hedehusene til gode.

Også i InterCity-toget fra Roskilde kl. 7.26 er der nu 75-100 ledige siddepladser, og det har kunderne i Høje Taastrup og Valby glæde af.

Martin Sun Larsen