DSB har startet salget af billetter hjem til jul

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
24. oktober 2016 kl. 14:06

Hos DSB råder informationschef Tony Bispeskov kunderne til, at de køber pladsbillet allerede nu.

”Det kan man gøre på DSB.dk eller i DSB App fra i dag mandag den 24. oktober, hvor vi har har startet forsalget. En pladsbillet koster 30 kr.,” siger han.

Igen i år falder julen i en weekend. Det betyder, at trafikken op til jul kulminerer om fredagen – den 23. december.

"De mest populære afgange ligger den 23. december midt på dagen i retning fra København til Jylland. Det er her, at vi hurtigst får udsolgt af pladsbilletter, så det er en god idé at være tidligt ude, hvis man gerne vil sikre sig en siddeplads på hele rejsen, eller, hvis man er nogen stykker, der gerne vil sidde sammen og se en film og spise juleknas på turen,” siger Tony Bispeskov og gør opmærksom på, der også er billige Orange-billetter til de hurtige.

Kom billigt hjem til jul med DSB Orange

”Nøjagtig som inden for luftfarten følger udbuddet af Orange-billetter efterspørgslen. Vi sætter altså primært Orange-billetter til salg på tidspunkter, hvor vi fra tidligere år ved, at vi kører med tomme sæder,” forklarer han.

Vil man gerne spare en skilling, som man kan bruge på at købe en lidt flottere julegave, kan man med fordel rejse tidligere på ugen. De fleste kunder planlægger at tage af sted den 23. december, og det kommer højt sandsynligt til at være årets største rejsedag på skinnerne.

Flere uddannelsessteder slutter imidlertid deres undervisning allerede den 21. eller den 22. december, så har man mulighed for at rejse dér, kan der være mange penge at spare. Præcis hvor mange penge, der er at spare, kommer an på, hvornår man ønsker at rejse.

Man kan danne sig sit overblik på DSB.dk/Jul