DSB giver en hånd til Afrika

DSB giver en hånd til Afrika

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
28. september 2010 kl. 10:02

DSB's værksteder i København og Århus havde i sidste uge fint besøg fra det østafrikanske land Eritrea. Tre repræsentanter fra ledelsen i det nationale jernbaneselskab Eritrean Railways var nemlig i Danmark for at modtage en donation fra DSB. Donationen består af to containere fulde af hovedsagligt brugte maskiner og værktøj, som skal bidrage til at vedligeholde Eritreas jernbane og gøre den mere stabil.

Foto: Rene Strandbygaard


DSB’s donation er givet via det private projekt "Hjælp til Eritreas jernbane", som er startet af René Strandbygaard og Copenhagen Filmcompany i foråret 2010. Håbet er, at projektet kan bidrage til en positiv udvikling i det fattige land, ikke kun langs jernbanen, men også i resten af landet.

Projektet støttes også af Mærsk, som har doneret de to containere plus fragten fra Århus til Eritreas hovedstad Asmara. Containerne bliver skibet ud fra Århus med retning mod Østafrika om en måneds tid og forventes at ankomme til Asmara i slutningen af november 2010.

Koncerndirektør i DSB, Lone Lindsby, var en glad giver ved det officielle arrangement i forbindelse med overdragelsen af donationen:

"Vi har i Danmark en lang tradition for at hjælpe lande, der har behov for det. Dette projekt ligger meget fint i tråd med den tradition. Og da vi i forbindelse med omstrukturering af DSB’s værksteder har fået en mængde overskydende maskiner og værktøj, er det naturligt for os at donere det videre. I Eritrean Railway kan både maskiner og værktøj få sit andet liv, for det hele er stadig fuldt funktionsdygtigt," siger Lone Lindsby. 
 

af Morten Tjerrild