DSB fortsætter succes i Sverige

DSB fortsætter succes i Sverige

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
30. oktober 2007 kl. 11:42

DSB har netop med milliardkontrakt fået forlænget succesen på Roslagsbanen for yderligere fem år


DSB har nu for alvor sat sig på det svenske marked. Efter sejren på Øresundskørslen i sommer har DSB her til formiddag sammen med partneren Svenska Tågkompaniet AB opnået en forlængelse på fem år for driften af Roslagsbanen i Stockholm.
Der er tale om en milliardkontrakt over de næste fem år, og Storstockholms Lokaltrafiks afgørelse betyder, at den succes, DSB har haft med Roslagsbanen siden overtagelsen af trafikken i januar 2003, kan fortsætte.
»Roslagsbanen opnåede sidste år en rettidighed på over 97 procent, og med nye skinner og signaler håber vi at kunne gøre det endnu bedre i årene fremover,« siger administrerende direktør Søren Eriksen.
 
Skinnenet fornyes
Den første del af skinnenettet – den såkaldte Kårsta-strækning – er allerede blevet fornyet, og i 2007 sker det samme med yderligere en strækning, indtil hele Roslagbanen vil være fornyet inden 2009.
Samtidig har Roslagståg fået nye aftaler på plads med leverandører af klargøring og vedligehold, som Roslagståg overtager i den nye kontrakt. Det betyder, at der er nu er renere tog til kunderne og færre fejl på materiellet.
 
DSB næststørst
Med en fremtidig årlig omsætning på over 200 millioner svenske kroner i Roslagståg har DSB hermed befæstet sin stilling på det svenske marked med operationer både i Stockholmsområdet og i Sydsverige.
»Det her viser, at DSB er en stor succes i Sverige, vores andet hjemmemarked, hvor vi er den næststørste operatør på passagertog-området. I sommer vandt vi Øresundstrafikken, og nu bliver vi ikke bare forlænget på Roslagsbanen, men får også udvidet vores forretning deroppe med klargøring og togvedligehold også. Det sker selvfølgelig, fordi vi har været en succes,« siger Søren Eriksen.
Allerede kort efter, at DSB og Tågkompagniet vandt udbuddet af Roslagbanen, faldt sygdomsfraværet blandt personalet, og tilfredsheden steg markant. Og den tendens er fortsat siden.
 


Roslagsbanen
• DSB ejer 60 procent og Svenska Tågkompaniet AB ejer 40 procent af selskabet Roslagståg, der driver Roslagsbanen (Tågkompaniet er i dag 100 procent ejet af norske NSB).
• Trafikaftalen med SL er forlænget med 5 år til 6. januar 2013.
• Roslagståg overtager i den nye kontrakt vedligehold af togvogne fra den hidtidige vedligeholdelsesleverandør Tågia.
• Der er cirka 200 ansatte ved Roslagståg, og hovedsædet ligger på Stockholms Östra.
• Roslagsbanan omfatter cirka 2,5 millioner togkilometer per år med cirka 300 afgange hver dag. Antal rejsende er cirka 37.000 per dag i gennemsnit eller cirka 10 millioner per år.
• Roslagsbanan omfatter 65 kilometer spor og 39 stationer.
• Roslagsbanen opnåede i 2006 en rettidighed på over 97 procent.
• Roslagståg har klaret sig flot i SL’s tilfredshedsundersøgelser af både medarbejdere og kunder.
• DSB og Tågkompaniet vandt udbuddet af trafikken på Roslagsbanen i august 2002, og Roslagståg overtog driften den 7. januar 2003.