DSB fejrer genåbning af jysk strækning med billige billetter
DSB fejrer genåbning af jysk strækning med billige billetter
Rejs rigtig billigt med Orange-billet til København. DSB fejrer den snarlige genåbning af strækningen mellem Holstebro og Herning ved mandag den 13. september at søsætte to rigtig gode og billige tilbud.
Strækningen har været lukket i sommerperioden som følge af et omfattende renoveringsarbejde, hvor Banedanmark har udskiftet skinner, sveller og skærver og renoveret broer.
"Vi vil gerne byde kunderne velkommen tilbage på strækningen med to rigtig gode tilbud, hvor de kan tage hele familien med ud at rejse til en yderst fornuftig pris," siger strækningsansvarlig Mette Grumstrup Pedersen. Indtil den 10. oktober tilbyder DSB således cirka 3.500 Orange-billetter hver uge til 79 kr. til rejser mellem Thisted, Snedsted, Bedsted Thy, Hurup Thy, Hvidbjerg, Struer, Hjerm, Holstebro, Aulum, Vildbjerg, Herning og Københavns Hovedbanegård.
Det er kun muligt at købe Orange-billetterne på DSB.dk.
Rejs lokalt hele dagen for 49 kr.
DSB har også et godt tilbud til de af kunderne, der ønsker at rejse lokalt. Mellem den 13. september og den 10. oktober tilbyder DSB en sms-billet til 49 kr., der giver ret til et ubegrænset antal rejser efter kl. 10 om formiddagen mellem Struer og Fredericia med DSB-tog.
For at købe en sms-billet skal man sende beskeden "orange herning" uden anførselstegn til 1412.
Tilbuddene gælder i hele perioden fra mandag 13. august til og med søndag 10. oktober.
Prisen på sms-billetten er 49 kr. plus almindelig sms-takst. Det er ikke muligt at købe sms-billetter hos enkelte mindre teleselskaber og med Telia Taletidskort.